I efteråret 2009 blev Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museumsforening
kontaktet af Elsebeth Aremark Pedersen, Odense, som tilbød lokalarkivet
viden, materiale og fotos om den tidligere statsungdomslejr, som var
beliggende i Frederikshåb i 1940’erne.
Hertil kom, at hun tillige havde erindringer fra sin barndom om besøg
på Karlsmindegården på den tidligere flyvestation ved Vandel.
Dette satte en omfattende mailkorrespondance i gang om Frederikshaab
Statsungdomslejr og om Elsebeth A. Pedersens families tid i Vandel. Som
supplement hertil besøgte Elsebeth A. Pedersen lokalarkivet og området
i foråret 2010 for personligt at berette om sin barndom her på egnen.
Det viste sig tillige, at hendes bror Poul Aremark, Albertslund, havde
tilsendt lokalarkivet i Vandel en kort fortælling om samme emne i 1995
og nu også kunne bidrage med yderligere oplysninger.
Resultatet blev nedenstående artikel om statsungdomslejren på gården
Karolinesynde i Frederikshåb, samt en tilsvarende om Karlsmindegaarden
ved Vandel i slutningen af 1940’erne. Den sidste beskrives under emnet
gårdhistorier.
De to søskendes skriftlige fortællinger om ungdomslejren ses sidst i
denne artikel, medens de tilsvarende fortællinger om deres tid i Vandel
er knyttet til gårdhistorien om Karlsmindegården.
Tak til dem begge for initiativ, næsten 70 stk. fotos, fortællinger og
venlig imødekommenhed.
Alt materiale tilgår
Lokalarkivet i Vandel.
Gården Karolinesynde
blev oprettet ved kongelig bevilling og skøde til
Hans Kristian Thomsen i 1854, men havde inde da været drevet som
selvstændig gård siden midt i 1700-tallet.
Gårdens navn fortaber sig i 1700-tallet. I folketællingen fra 1801
benævnes gården som Carolinesynde og ingen af dens beboere hed Caroline
på dette tidspunkt.
Mon gården blev opkaldt efter dronning Caroline Mathilde?
Efter en række af syv ejere blev gården overtaget af L.A.B. i Århus i
1940 med henblik på at oprette en ungdomslejr på stedet. L.A.B.
står for Landsforeningen til Arbejdsløshedens Bekæmpelse. Dansk
organisation 1939-65.
Foreningen gjorde under 2. Verdenskrig en betydelig indsats
ved at organisere spildindsamling, tøjreparation m.m., samt ved at
igangsætte boligbyggeri.
Senere indførtes fiskeensilagefabrikation,
husmoderafløsningsinstitutionen samt, i samarbejde med de enkelte
kommuner, genoptræning af erhvervshæmmede. Adskillige af
landsforeningens aktiviteter videreførtes af selvstændige selskaber.
Således beskrevet i leksikon.
Ungdomslejrene og Statsungdomslejrene begyndte allerede at tage form i
slutningen af 1930’erne med depressionen, stor arbejdsløshed m.m., men
ved besættelsen i 1940 blev det ret påtrængende, at få sådanne lejre
oprettet og til at fungere.
Social- og Arbejdsministeriet oprettede
20-25 af disse lejre rundt i landet for unge arbejdsløse, fortrinsvis
ufaglærte ikke forsørgere mellem 18 og 25 år. Dels for at give dem en
meningsfyldt beskæftigelse af en art, dels for at forhindre, at de blev
ofre for tysk hvervekampagne der havde til formål at få unge danskere
til at rejse til Tyskland og arbejde, eller værre endnu, blev hvervet
af besættelsesmagten.
De overordnede rammer for de unges ophold i disse lejre blev fastsat
ved lov og omhandlede eksempelvis fordelingen af undervisningstimer
kontra arbejdstimer for de unge. Den første lov af 1938 om disse
forhold fastsatte en bestemmelse om 28 timers arbejde om ugen, medens
den næste af 1940 ændrede arbejdstiden til 40 timer, for at eleverne
skulle vænne sig til at arbejde som man gjorde på en normal
arbejdsplads. Der blev dog samtidigt betonet, at der skulle finde
arbejdsteknisk undervisning sted, som kunne kvalificere de unge bedre
til arbejdsmarkedet.
De unge fik løn under arbejdet. Under den
arbejdstekniske undervisning hørte også sport.
Karolinesynde ombygges til ungdomslejr. Fra højre Steen Rasmussen, søn
af Murer Rasmussen, Vandel. Dernæst Harry Hansen, Vandel. De to andre
er ukendte. Foto stillet til rådighed af Inger Schnedler, Vandel.
L.A.B. i Århus købte således Karolinesynde med statstilskud og
indrettede denne til ungdomslejr. Lejren blev drevet i disse rammer fra
15. januar 1941 til 13. oktober 1941, hvor Social- og
Arbejdsministeriet overtog stedet og oprettede Frederikshåb
Statsungdomslejr.
Ved Frederikshaab Statsungdomslejr bestod ledelsen af en funktionærstab
med en forstander, økonoma, lærer, regnskabsfører samt en fodermester
og en leder af markbruget. Hver især fungerede som lærere for hver
deres område og fag. Belægningen var på omkring 40 elever.
Eleverne var i Frederikshåb udelukkende drenge og kom for det meste fra
byen. De havde deres egen elevforening med valgt bestyrelse.
Gården blev drevet traditionelt med malkekøer og svin og markdriften
tilpasset herefter. Eksempelvis var der i 1944 12 malkekøer, 6
ungkreaturer, 20 svin og 3 spand heste. Udover hestene havde man en
Fordson traktor til rådighed Desuden blev dyrket kartofler og
grøntsager til eget forbrug.
Gården havde et betydeligt jordtilliggende, bestående af 200 tdr. land
under plov, 50-100 tdr. land skov og 300 tdr. land hede. Eleverne hjalp
således også med skov- og plantningsarbejde, samt opbrydning af
hedejorden.
I 1943-44 blev der bygget en helt ny gård lidt mod vest, i begyndelsen
blot kaldet ”den nye gård”, senere Jægergaarden, hvor drengene også
hjalp til. Her var det planen udelukkende at have svin.
Det var i øvrigt den overordnede plan at opdyrke hovedparten af den resterende hede og derefter sælge de to gårde til private.
Lejren havde sin egen avis ”Hærvejen”, som udkom 2-3 gange om året. Det
første eksemplar var på gaden 27/6 1942 og blev fejret ved en
”avisfest”.
Til at udfylde fritiden med noget meningsfyldt var der foruden
lektielæsning en hel række arrangementer året igennem af forskellig
art, såsom besøg af og hos naboer i omegnen, ekskursioner til
seværdigheder, biografbesøg, fodboldkampe, foruden idræt hjemme i
lejren.
Det ser hermed ud til, at Frederikshaab Statsungdomslejr hørte til i
den bedre ende af disse lejre på den måde man behandlede og
beskæftigede de unge ved at lægge vægt på såvel det praktiske arbejde,
som undervisning parret med godt socialt samvær.
Dette har vist ikke været tilfældet i alle lejrene, hvor eksempelvis
lejrledelsen havde andre og mere strikse opfattelser af hvorledes de
unge skulle håndteres.
Som begrundelse herfor anførtes blandt andet
hensynet til den omkringboende befolkning, som man mente havde en noget
stram fortolkning af begrebet arbejdslejr. Man kunne ikke tolerere
slendrian i lejrene med undervisning o.s.v., når befolkningen udenfor
generelt måtte arbejde hårdt for en ussel løn på grund af tidernes
ugunst.
Man må tillige konstatere, at de unges ophold i lejrene var en slags
frivillig tvang. De t var sådan, at de arbejdsløse, der nægtede at
deltage i sådanne lejre, blev trukket i understøttelse. Til gengæld fik
de en lille løn for det arbejde de udførte i lejrene, hvilket så, i
uheldige tilfælde, kunne bruges som motivation til at hundse med de
unge mennesker.
Frederikshaab Statsungdomslejrs første forstander var Karl Kaspersen.
Han var født 2/8 1905 på Wedelsborg på Fyn, hvor faderen var skovfoged.
Han havde været forvalter på Egeskov gods og senere bestyrer af
landbruget på institutionen Renbæk i Sønderjylland og på Møgelkjær ved
Horsens.
Hans hustru Elna ledede køkkenet i lejren som økonoma.
Elna og Karl Kaspersen adskillige år senere. Foto stillet til rådighed af Elsebeth A. Pedersen
I andet nummer af avisen ”Hærvejen”, som udkom på årsdagen for lejrens
oprettelse, ses Karl Kaspersens lederartikel i anledning af årsdagen,
samt et tilbageblik på årets gang i lejrens landbrug og elevernes
deltagelse heri. Her får vi et godt indblik i tilværelsen og livet i
statsungdomslejren.
Foroven på første side ses en tegning af ungdomslejren på den
oprindelige firelængede gård set fra nordvest. I midten stuehuset. I
den østlige ende af stuehuset var der et stort køkken med et
kæmpekomfur. Til venstre herfor ses en af de nybyggede barakker i
haven.
Længen til højre var laden, i midten af gården stalden, hvor der var
kostald i midten og svinestald i begge ender. I den østlige længe var
der indrettet vaskerum m.v. På østsiden var der et stort maskinhus og
et par røde barakker mere. (ses ikke på tegningen).
”Hærvejen” findes i sin helhed med 11 sider på Lokalarkivet.
Sidste side slutter således:
”Hærvejen” er Organ for Statsungdomslejren ”Frederikshaab” pr. Randbøl.
Bladet, der trykkes på Lejren, udkommer ved Hjælp af Tilskud fra Staten
og Lejrens Elevforening. Det uddeles til Lejrens Elever, Lejrens
Leverandører samt til Arbejdsministeriet og alle permanente
Statsungdomslejre.
Tegninger: K. Skibsted. Redaktører er: John Riedel og Aage Nielsen, sidstnævnte er ansvarshavende.
Omtale af Frederikshaab Statsungdomslejr i LEJR LEDEREN 1944.
Bemærk at nogle af de andre statsungdomslejre er nævnt i teksten.
Som der ses af teksten i LEJR LEDEREN tilhørte en del af den fredede
Randbøl Hede statsungdomslejren. Hovedparten af disse 300 tdr. land
hede lå vest for vejen mellem Frederikshåb og Fitting på det åbne
stykke nord for gården Guldbergsminde.
Den 20/3 1944 bemærkede man på statsungdomslejren, at nogle fremmede
var i gang med noget jordarbejde på dette stykke hede uden tilladelse
fra forstander Karl Kaspersen. Ved henvendelse til arbejdsformanden for
dette jordarbejde, fik forstanderen at vide, at der fra tysk side var
givet ordre til anlæggelse af en flyveplads med tilhørende startbane og
at man nu var i gang med det forberedende planeringsarbejde.
Forstander Karl Kaspersen underrettede straks Arbejdsministeriet om det
passerede, hvilket medførte politianmeldelse om gravearbejdet til
Rigspolitichefens Sikkerhedspoliti i Vejle.
Detaljerne fremgår af nedenstående kopi af politirapporten.
Tyskerne var i gang med at etablere Jagerflyveplads Fitting, på tysk benævnt Fitting Jägerplatz.
Ved krigens slutning opstod der behov for en person til at lede
landbruget på de store arealer, som lå på den tyskbyggede flyveplads
syd for Vandel. Det drejede sig om ca. 3500 tdr. land.
Statens Jordbrugsudvalg opfordrede Karl Kaspersen til at søge denne
inspektørstilling, som han, efter besigtigelse af forholdene, tog imod.
Karl Kaspersen fratrådte derfor sin lederstilling ved Statens Ungdomslejr i Frederikshaab pr. 1/10 1945.
Karl Kaspersens søn, Ib Kaspersen, Bredal har bidraget med såvel
oplysninger som fotos om både statsungdomslejren i Frederikshåb og om
Karlsmindegaarden i Vandel, samt om hans forældres virke begge steder.
Tak til Ib Kaspersen.
Karl Kaspersen afløstes af landbrugskonsulent Aage Magnus Andersen, som
kom fra ungdomslejren ”Straasø” ved Ulfborg, hvor der i dag er
AMU-center. Han havde tidligere været leder af andre af disse
ungdomslejre i landet.
Aage M. Andersen var født 30/5 1902 som søn af et husmandspar i Balslev
på Fyn. Han var landbrugskandidat fra Landbohøjskolen og havde været
landbrugslærer ved Lundby Landbrugsskole, ved Dalum Landbrugsskole,
samt Asmildkloster ved Viborg.
Han var gift med Harriet Andersen, født Ebbesen på Taarup Overgaard på
Fyn i 1916. Ved tiltrædelsen på ungdomslejren i Frederikshaab, overtog
hun stillingen som økonoma og ledede køkkenet i lejren.
I 1949 skiftede Aage Magnus Andersen sit efternavn til Aremark. Navnet
var taget efter en lille bygd i Norge, hvor han i nogle år arbejdede
med landbrug og tømmerhugst.
Med krigens slutning forsvandt grundlaget for at drive Frederikshaab
Ungdomslejr som hidtil og den blev som sådan nedlagt og kunne bruges
til andre formål, dog under samme navn.
Det er usikkert om lejren i en kort periode havde huset tyske
flygtninge, men da det nye forstanderpar ankom pr. 1/10 1945 overtog
organisationen RED BARNET lejren.
Her blev indkvarteret hollandske og italienske børn i skiftende hold à
20-40 børn i hver. Et enkelt hold rummede også polske børn. Hvert hold
opholdt sig i lejren i tre måneder.Det var krigsramte børn, som trængte
til ro og omsorg og ikke mindst tilstrækkeligt mad. Børnene var i
alderen 10-15 år.
Børnene var bogstaveligt i Danmark for at ”fedes op”, hvilket blev kontrolleret med dette skema.
Flaghejsning. Yderst til højre ”Søster” Anni, forstander Aage A. med
sønnerne Poul og Vagn, dernæst ”Søster” Grethe. Drengen til højre er
vist Cor Spierenburg (se listen ovenfor)
Til gårdens drift var ansat nogle karle og piger, medens der var
særligt personale til at tage sig af børnene. Blandt dette personale
kan nævnes en ”Søster” Anni Heres, som dels var medarbejder og dels
tolk for de hollandske børn. En anden dame hed ”Søster Grethe” og af
mandlige medarbejdere til at tage sig af børnene var der Mogens Møller
og Erik Bernstorff.
Der var daglig flaghejsning hver morgen med deltagelse af såvel børn
som alle medarbejdere. Børnene ”deltog” efter bedste evne i arbejdet på
gården og færdedes overalt, også på den tilhørende nabogård
Jægergaarden.
Det sidste fik en brat ende, da denne pludseligt blev indhegnet med
ståltrådshegn og pigtråd og der blev indkvarteret et hold tyske
flygtninge på ”den nye gård”. Dem skulle forstanderparret Andersen også
tage sig af og hyre mandskab til at passe. Disse flygtninge måtte ikke
have kontakt med den lokale befolkning, derfor den indhegnede gård.
Dette kunne børnene på Karolinesynde ikke rigtigt forstå, for de var
vant til også have legeplads på Jægergaarden. Der var således
krigsramte børn på den ene gård og tyske flygtninge på den anden.
Flüchtlingslager Jaegergaarden.
(Flygtningelejr Jægergaarden).
Der
ankom 225 tyske flygtninge til Jægergaarden. Mere end 150 af dem var
fra Ostpreüssen, 30 var fra Westpreüssen, 30 fra Pommern bl.a. fra
Stettin, et par stykker fra Dortmund, Westfalen, en enkelt fra Hannover
og ligeså fra Litauen. Der var såvel mænd, kvinder og børn, som
aldersmæssigt fordelte sig med 7 fra 0-3 år, 5 over 70 år og resten
derimellem.
På Randbøl Sogns Lokalarkiv findes en 7-siders
liste over disse flygtninge fra 24/1 1946.
Den første halve side af personfortegnelsen fra flygtningelejren på Jægergården. Listen findes komplet på Lokalarkivet i Vandel.
I januar 2012 fortalte
Fru Ilse Jespersen (født 12/9 1921) om sin og hendes mands arbejde
i/ved flygtningelejren på Jægergaarden. Ilse Jespersens mand Erik
Jespersen (født 11/5 1914 død juni 2011, 97 år) var statsansat
landbrugsleder. Ægteparret kom oprindeligt fra Salling, men som følge
af Erik Jespersens arbejde, havde de gjort tjeneste flere steder, inden
de kort efter krigens ophør kom til Jægergaarden.
Her var de
hovedsageligt tyske flygtninge allerede ankommet og hele Jægergaarden
var indhegnet med pigtråd. Stuehuset til gården var temmelig stort og
var delt i to lejligheder. Den ene halvdel var beboet af et antal CB’er
(personel fra det Civile Beredskab), som helt og holdent tog sig af
flygtningene. Deres del af stuehuset lå indenfor afspærringen.
Den anden
halvdel af stuehuset var til rådighed for ægteparret Jespersen. Her
førte den ene yderdør, den tidligere hovedindgang, ind i det afspærrede
område, mens køkkendøren førte ud i det frie område.
Det var Erik
Jespersens opgave at forestå landbrugsdriften på de store arealer, som
hørte til gården. Såvel Jægergaarden som Karolinesynde blev som nævnt
under Ungdomslejren, drevet under èt. Ilse Jespersen husker, at der
også var malkekøer på gården.
Ilse Jespersen kom til at fungere
som økonoma, idet det også var ægteparrets opgave at sørge for
bespisningen af de førnævnte CB’er. Som medhjælp blev de tildelt en af
de kvindelige flygtninge, en Frau Berner, som var meget glad for at
komme hos det danske ægtepar. Jespersens havde ellers intet med
flygtningene at gøre. Det var som sagt helt og holdent CB’ernes opgave
at sørge for dem, såvel den velfærdsmæssige del, som bevogtningen.
Ingen måtte fraternisere med flygtningene.
Ilse Jespersen
fortæller, at flygtningene var dygtige til at kunne få meget ud af
ingenting. Eksempelvis trevlede de nogle af de tildelte tæpper op og
syede tøj til sig selv heraf. Det var Ilse Jespersens indtryk, at
flygtningene efter omstændighederne havde det godt.
Hun mener tillige, at
flygtningene var i lejren et års tid, hvorefter der gik rygter om, at
de skulle flyttes. Dette skete da også over en nat, hvor de pludseligt
var borte. Der blev sagt, at de kom til Ålborgegnen.
Ilse Jespersen
fortæller videre, at det brændte på Karolinesynde, mens de boede på
Jægergaarden, men kan ikke huske om det var udlængerne, eller
barakkerne der, som brændte.
Ægteparret tilbragte omkring tre år på
gården. Efter et par forflytninger mere, tog Erik Jespersen
læreruddannelse og fik en stilling som lærer på drengehjemmet Fårupgård
ved Jelling. Her blev det Ilse Jespersens opgave, at sørge for
vedligeholdelsen af drengenes tøj, idet hun var uddannet syerske
Hvornår præcist de
tyske flygtninge forlod Jægergaarden vides ikke, men ifølge Poul
Aremark blev gården forpagtet ud og indrettet som kyllingerugeri, da
flygtningene var rejst.
Jægergården 1949 set fra sydøst. Udlængerne ses at være indrettet til
beboelse og ikke til landbrugsdrift.
På Karolinesynde gik arbejdet med børnene videre under RED BARNET. I en
periode var der såvel hollandske som italienske børn i pleje på èn
gang, hvilket betød, at der var 40-50 børn at tage vare på for lejrens
personale.
At børnene, på trods af at de var langt fra deres hjem og land, var glade for deres ophold i Danmark, står uden for al tvivl.
Dette vidner to takkebreve om, som forstanderparret modtog dengang fra
såvel italienske som hollandske tilsynsførende, som skrev på børnenes
vegne.
Herudover ses nedenfor kopi af tegninger, som glade hollandske drenge har tegnet kort før deres afrejse fra Frederikshåb.
Ikke nok med det. En af de hollandske drenge, dengang 13-årige Cor
Spierenburg, der var på lejr i Frederikshåb i 1946, har med noget
besvær fået kontakt med Elsebeth A. Pedersen og Poul Aremark 50 år
efter lejropholdet. Cor Spierenburg og hans hustru Elly kom derefter på
besøg hos dem her i Danmark i 1996. Vi kan se Cor på nogle af de viste
fotos fra lejren.
RED BARNET afsluttede samarbejdet med lejren den 25. september 1947 og Statsungdomslejren Frederikshaab lukkede 1. oktober 1947.
Forstanderfamilien flyttede til Vandel, hvor Aage Andersen tiltrådte
som regnskabsfører og rådgiver på det 3500 tønder land store landbrug
på flyvepladsen i Vandel, under inspektør Karl Kaspersen, som havde
været statsungdomslejrens første forstander.
Staten afhændede såvel Karolinesynde som Jægergaarden samlet i 1949. Gårdene har siden været på private hænder.
Landbruget drives i dag fra Jægergården, medens der ikke er megen ynde
tilbage af Karolinesynde. Der er kun den vestlige længe tilbage, idet
resten af gården er brudt ned.
Forstanderparret Harriet og Aage Andersen med deres tre drenge Poul,
Vagn og Bent foran stuehuset på Karolinesynde i 1947. Datteren Elsebeth
ligger i barnevogn.
Forstanderparret med deres datter Elsebeth i dåbskjole 1947.
Medhjælperne på Karolinesynde. Damen mellem de to drenge er forstander
Aage Andersens hustru Harriet med børnene Poul og Vagn. Det er
forstanderen, som tager billedet.
Drengene foran barakken på Karolinesynde.
En lille hollandsk dreng, der var dygtig til at spille harmonika. Den
var næsten på størrelse med ham selv. Han spillede glad og gerne og var
rigtig dygtig til det. Han blev kaldt ”den lille spillemand” og var
altid glad.
Drengene ”hjalp til” hvor de kunne.
Bemærk den flotte lige plovfure.
Italienske drenge ved Bindeballe station 1947.
Takkebrev for de italienske børns ophold i Danmark.
Avisudklip om RED BARNET fra 1949. Kilde RED BARNETs hjemmeside.
Takkebrev fra RED BARNET til forstanderparret Andersen, som betød lukning af lejren.
Luftfoto af Jægergården og Karolinesynde 1945. Kilde: Flyvertaktisk Kommando.
Karolinesynde anno 2010 set fra vest
Jægergården anno 2010 set fra Karolinesynde.
Elsebeth A. Pedersen fortæller:
Han og hans kone havde været i Danmark i 1980-erne for at lede efter
lejren i Frederikshåb, der da blot var en ruin. Vores familie havde jo
skiftet efternavn i 1948, så alle spor, de ledte efter, endte blindt.
Det pudsige var, at min bror Poul på næsten samme tid havde sat sig for
at efterspore to hollandske drenge, Cor Spierenburg og Chris Pitjak,
som vi havde nogle gode tegnede portrætter af. Han forsøgte sig gennem
den Hollandske Ambassade, dagblade og hollandske radiostationer.
Endelig en dag gav det resultat. Poul blev ringet op fra en hollandsk
radiostation, som kunne sætte ham i forbindelse med Cor, der gerne
ville optage kontakt.
Cor og Elly besøgte min bror, som derefter sendte dem videre til mig,
da jeg lå inde med billeder, breve og lign. Det blev et spændende møde.
De ringede på min dør, blev budt ind, og vi snakkede i tre dage uden på
forhånd at have det ringeste kendskab til hinanden.
Vi har haft kontakt siden 1996 med julebreve og fødselsdagshilsner.
Den hollandske ”dreng” Cor Spierenburg og hans kone Elly på besøg i Danmark 50 år efter.
Poul Aremark fortæller:
Brev fra min bror:
Poul Aremark 31/3 2010
Skærager 37
2620 Albertslund
Hej Elsebeth!
Det er sjovt at følge med i dit detektivarbejde, specielt omkring
Frederikshåb men også omkring Vandel som helhed. Desværre husker jeg
ikke så meget fra nogen af stederne, men nu får du det meste i en stor
pærevælling, så tag det, du evt. kan bruge og glem resten.
Omkring Frederikshåb ved jeg, at den – måske lidt før – men i hvert
fald under krigen blev oprettet som opholdssted for arbejdsløse – vist
nok mest yngre.
De skulle så ”passe heden” med tilplantning og
oprydning m.m.. Nødvendigvis behøvede de ikke lave så meget, da
hovedformålet var at holde dem beskæftigede for ikke at blive sendt til
Tyskland på fabrikker – eller værre – som soldater. Der var nogle
stykker af den slags lejre rundt om i Danmark, bl.a Stråsø, Pindstrup
m.fl. Far var ansat under det program. ( af arbejds- og
socialministeriet – Min kommentar EP)
Efter krigen blev de fleste steder omdannet til flygtningelejre, idet
man jo havde flere millioner tyskere, hovedsageligt fra det nuv. Polen
og de tre baltiske lande, som det tog flere år at komme af med
bagefter, idet deres oprindelige bosteder ikke ville have dem tilbage.
Danskerne måtte ikke have kontakt til disse flygtninge, udover det,
administration og bevogtning krævede. ( men havde det ofte alligevel, i
det små – f.eks. blev flere danske vagter gift med tyske piger senere).
Da vi flyttede til Frederikshåb, var den rømmet for flygtninge og
skulle derfor enten nedlægges eller bruges til andre formål, hvilket så
blev børn til ”opfedning” fra f.eks. Holland. Alligevel kom der et hold
flygtninge mere samme år som vi havde hollændere. De blev indkvarteret
på ”den nye gård” ( Jægergården – EP), der i stor hast blev omdannet
med ståltrådshegn og pigtråd og uden egentligt personale, men dem
skaffede man hen ad vejen. Det fattede vi drenge ikke noget af, da vi
var kommet der op som legeplads og nu pludselig ikke måtte det mere.
Altså havde vi krigsramte børn i den ene lejr og tyske flygtninge i den
anden, men vist nok under samme administration, nemlig fars. Præcis
hvem der betalte for hvem, ved jeg ikke, men det var vist nok Red
Barnet, der betalte for børnene, medens det officielt var tyskerne, der
selv betalte for flygtningene = læs: den danske stat.
Vi boede et stykke tid i på Jægergården, da flygtningene var rejst, men
vist ikke så længe. Stedet blev lavet til kyllingerugeri og bygningerne
udlejet til dette formål, mens vi boede der. Vi drenge stjal æg fra
hønsene og lavede ”omeletter” i sandkassen. Det tog forpagteren af
rugeriet os i en dag. – Men vi kunne tjene en 25-øre ved at rive
gårdspladsen hver lørdag.
Lejren i Frederikshåb ( Karolinesynde EP) bestod af 3-4 store røde
træbarakker, hvoraf den ene indeholdt et par store rum, formentlig
spise- og opholdsrum, mens resten var sovesale med etagesenge samt
enkeltværelser til personalet. Dertil en stor køkkenbarak med
gammeldags komfurer.
Ud over det personale, der skulle til for at drive lejren, blev det
også drevet som almindeligt landbrug med nogle karle og piger til den
daglige drift. Om vi også havde dyr, husker jeg ikke, men det var der
formentlig.
Kilder og henvisninger:
Ib Kaspersen, Bredal
Elsebeth A. Pedersen, Odense
Poul Aremark, Albertslund
Niels M. Schaiffel-Nielsen
Inger Schnedler, Vandel
Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museumsforening
Randbøl Sogn gennem tiderne, 1983
LEJR LEDEREN af 15. November 1944
Folketælling af 1801
Bunkermuseet, Vandel
Flyvertaktisk Kommandoodio. Vivamus varius justo sit
amet leo. Morbi sed libero. Vestibulum blandit augue at mi. Praesent
fermentum lectus eget diam. Nam cursus, orci sit