Familiens oplevelser,
da tyskerne kom til Vandel Min bedstemor, Mette Hansen, var en
tvillingesøster til Johannes Thomsen, som kom fra
Hedegaard,
der lå inde midt på flyvestationen. Tyskerne kom og begyndte af fælde
læhegn og skove her for at påbegynde opførelsen af Fliegerhorst Vandel.
Det var danske arbejdere, man brugte.
Derfor
gik Johannes Thomsen ud til arbejderne og forbød dem at fælde træerne.
Man sendte nu bud efter en tysk officer, som kom og sagde: ”Her skal
ligge en flyveplads, og du må ikke stille arbejderne hindringer i
vejen. Hvis du gør det, vil det blive betragtet som sabotage, og det
har vi jo ret så hårde straffe imod.”
Johannes Thomsen turde
så ikke gøre noget. Men i hans desperation tog han med toget ind til
Vejle for at klage til amtmanden. Denne havde jo selvfølgelig hørt om
den ulykkelige situation og undgik hele dagen at komme i kontakt med
Johannes Thomsen. Hen imod aften, da situationens alvor gik op for
Johannes Thomsen, tog han med det sidste tog hjem. Hvorpå han med stort
vemod solgte slægtsgården til tyskerne. Derefter købte han et mindre
landbrug i landsbyen Mørup.
Det skal dog nævnes, at mange
ikke var så kede af at få solgt, da jorden var dårligt opdyrkede
hedearealer, og tyskerne betalte godt (med danske penge, de tog fra
Nationalbanken).
Tyskerne opførte nu
flyveplads Vandel,
i lighed med lignende installationer i Skrydstrup, Karup og Tirstrup.
Ålborg blev udbygget og derudover blev der anlagt en række
feltflyvepladser rundt omkring i Jylland.
Vi boede i et hus
ved siden af stationen, og tyskerne kom nu og sagde til min far, at vi
måtte flytte, da huset skulle bruges til fotofremkaldelse. Når de tyske
flyvere havde været over England for at fotografere, skulle billederne
øjeblikkeligt fremkaldes, så man kunne studere dem.
Min
far, der var ”Naver” og havde været på valsen i sine unge dage rundt i
Europa, talte og forstod tysk. Han spurgte så: ”Hvor må vi så være?”
Han fik anvist et hus i den anden ende af byen. Tyskerne baksede så en
stor vandbeholder op på loftet, som skulle bruges til fremkaldelse af
filmene. Senere under en hård vinter, hvor det frøs, sprang beholderen,
og vandet fossede ned i resten af huset.
Der kom nu tyske soldater
til byen,
de fleste var ældre mænd eller unge knægte. De var rare ved os børn, og
der faldt af og til et bolsje af til os. Selvfølgelig tænkte de hele
tiden på deres familie i Tyskland.
Støbning af rullebanen
på Fliegerhorst Vandel. Rullebanen fra starten af 18 meter bred og 30
kilometer lang. Foto: Privateje
Men krigen nærmede sig sin
afslutning,
og det hele blev mere og mere desperat. Englænderne og amerikanerne
sendte f.eks. en luftflåde mod Jylland for at udslette de jyske
flyvepladser; men ude over Nordsøen løb de ind i dårligt vejr og måtte
forsøge sig senere. Togtet blev udsat i tre uger; men da havde krigen
vendt sig så meget, at det var unødvendigt. Måske kunne man allerede da
se, at man fra allieret side kunne udnytte og udbygge disse anlæg.
Men
uhyggeligt var det, og jeg kan huske en aften, da min anden bedstemor
skulle passe mig og min lillesøster. Mørklægningsgardinerne var trukket
ned, og så begyndte sirenerne at hyle, der var luftalarm. Min bedstemor
sprang op og slukkede lyset i stuen; men der var en lampe, som hun ikke
kunne finde kontakten til, og da den blev ved med at lyse, tog hun i
desperation kvælertag på lampens hals. Men da dette jo ikke hjalp, var
det heldigt, at min far i det samme kom ind i stuen og trak ledningen
ud. Han havde hørt alarmen og var skyndt sig hjem. Men uhyggeligt var
det.
Vi fik i slutningen af krigen besked på at rømme vore
huse i Vandel. Vi blev evakueret, da det var for farligt for den civile
befolkning at bo i byen. Man vidste jo aldrig, om der kunne falde nogle
bomber her. I Vejle var der f.eks. allerede faldet bomber, fra
Skyttehuset og om langs Nordbanen. Her blev befolkningen mødt med et
makabert syn dagen derpå, da der i nogle kolonihavehuse flød med
kødstykker og tarme. Det viste sig dog, at der i nogle af husene blev
opfodret grise, og det var heldigvis grisene, der var sprunget i
luften
Tysk
grundighed på Fliegerhorst Vandel. Alle bygninger på men også uden for
Fliegerhorst Vandel fik numre. Svend Åge Hansens barndomshjem fik
nummer 221. Foto: Privateje
.
Tyskerne fortsatte arbejdet
med opførelsen af flyvepladsen og de forskellige forsvarsanlæg med
uformindsket styrke helt op til sidste dag i krigen. Her var ingen
slinger i valsen. Man havde blandt andet en arrest i byen, hvor
soldater, der havde forset sig, kunne anbringes. ”Ordnung muss sein!”
Foruden
landingsbaner, rullebaner, hangarer, branddamme og olierørledninger,
blev der opført en hel masse hesteskolignende jordvolde, såkaldte
”knogler” med åbning i forskellige retninger. Her kunne de tyske fly så
parkere og overdækkes med sløringsnet. Det var en billig måde at
beskytte flyene på, og det var svært at ramme mere end et par stykker
af gangen.
Da det rigtigt begyndte at brænde på i Tyskland,
blev der overført ca. 75-80 fly til flyveplads Vandel. Her iblandt en
hel del jagerfly af typen ”Focke Wulf”. Den sidste, der landede, var et
rekognosceringsfly af typen ”Fiseler Storch”. Den lignede lidt den
danske ”K.Z”-flyver; men den havde et højt understel med hjul under. Da
flyene kun lige havde brændstof nok til turen, fløj den sidste næsten
på dampene, og det medførte, at den fik en meget hård landing. Det
lange understel brød sammen, og den kurede hen ad banen. Flyene blev nu
opmagasineret i den østlige ende af pladsen, og englænderne kom og tog
over. De anbragte en sprængladning i flyene, der jo så blev ubrugelige.
Alle
disse flyvrag lå så der efter krigen til ”lit de parade”. Vi var ude at
bese flyene, og det fandt jeg, selvom jeg var en lille dreng, vældigt
interessant. Flyene blev senere hugget op og kørt bort, de blev vist
omsmeltet til gryder og kasseroller.
Den
tyske chef for Fliegerhorst Vandel, oberst Kraus (længst til højre)
undersøger hvor stor skade, der er sket på startbanen. Foto: Privateje
Den tyske befæstning af Vandel
Flyveplads
Tyskerne
efterlod også en lang række bunkere, der lå i en halv cirkel omkring
byen, da den skulle forsvares mod nord. Herfra forventede tyskerne
nemlig, at de allierede måtte komme. Man havde ikke fantasi nok til
dengang at forestille sig, at de kom fra syd op igennem Tyskland.
Disse
bunkers bestod af en række store bunkers og en hel række
Tobrukstillinger (bunkers), som med en mindre besætning – måske fem
mand og et maskingevær – kunne holde fodfolk nede i en cirkel på ca.
300 meter.Disse
stillinger var forbundet med løbegrave. Man havde indkodet de
forskellige vejknudepunkter nord for Vandel, så luftværnsartilleriet
kunne omstilles og beskyde disse i første salve. Disse tabeller, der er
af træ, kan beses på Egnsmuseet i Vandel, og mange andre
efterladenskaber er også endt her.
De ikke færdige bunkers er i
årene efter krigen blevet jævnet ud; men langt de fleste ligger, som da
de blev efterladt, da det er en bekostelig affære at fjerne dem. Jeg
har f.eks. ud fra mit nuværende køkkenvindue udsigt over en mark, som
på det højeste punkt toppes af en
bunkers. 
En tysk bunkers under opbygning.
Foto: Privateje
Englændernes ankomst og
overtagelse af flyvepladsen
Da
englænderne kom og tog over efter krigen, blev de tyske soldater her en
rum tid for at rydde op,fjerne sprængladninger i startbanen osv.. Vi
drenge boltrede os i leg i de efterladte effekter. I Vandel Missionshus
blev der bl.a. samlet tyske stålhjelme i det lokale, der senere blev
brugt til søndagsskole. Vi drenge gik derop og forsynede os med hjelme.
De hjelme der var mørke i det indvendige læderbetræk, sagde vi, der var
lus i, så det gjaldt om at få fat i nogle, der var pæne og rene. Men en
dag, da vi kom forbi og ville ind og se til stålhjelmene, kom en
engelsk soldat og jog os ud, og så var det slut med den trafik.
Ritmester von Zeilau
Flyvepladsen
gik nu over til dansk administration og den første chef var løjtnant
Berg, der senere faldt ned med en flyvemaskine og slog sig ihjel. Han
var her kun i kort tid og blev afløst af den legendariske Ritmester von
Zeilau.
Han er den eneste ritmester (som ellers har noget
med heste at gøre), som har været chef for en flyvestation. Han havde
gjort tjeneste på de Vestindiske øer, og under krigen kørte han for
Røde Kors til de tyske koncentrationslejre. Han var højt dekoreret
herfor. Han modtog bl.a. en gammel griforden for på Dronning
Alexandrines opfordring at køre mod øst i krigens sidste dage, hvor han
reddede hendes bror, Storhertugen af Mecklenburg med familie, fra de
fremstormende russere, og førte dem sikkert mod Danmark. Det lykkedes
også; men da de nærmede sig Danmark, foretrak broderen at tage til
Glücksburg, da han havde familie der.
Ritmester
von Zeilau
boede nabo til os, da han flyttede ind i den bygning, tyskerne havde
brugt til hovedkvarter, det tidligere plejehjem. Bygningerne overtog
den danske stat på dette tidspunkt, og har beholdt den siden. I dag er
der bl.a. en lægeklinik i huset. Vandels borgere har dermed igen fået
nytte af det store hus.
Umiddelbart ved siden af os og
Ritmesterens residens boede på det tidspunkt en mand ved navn Hans
Peter Christensen. Han havde en hel del børn, bl.a. tre drenge, der var
jævnaldrende med mig.
Hans Peter Christensen havde på et
tidspunkt investeret i en del høns, hvide italienere. Han glemte dog at
fodre dem ordentligt, så de blev en slags kannibaler, dvs. de hakkede
på hinanden. En dag fik de kik på vores frodige have og Ritmesterens
græsplæne, så der gik ikke lang tid, før der var hvidt af høns, og hvad
der var værre: ”Hønselort” overalt. Far nævnte problemet for Hans
Peter, der svarede: ”Ja, det skal vi nok få ordnet.” Men intet skete….
Da
far så en dag kom hjem til middag, var haven hvid af høns. Det blev ham
for meget, og han greb sit jagtgevær og skød to høns, hvorpå de døde
høns blev kastet over hækken ind i Hans Peters have.
Lidt
efter kom datteren over med hønsene og lagde dem, idet hun sagde:
”Måske skal I have hønsesteg, vi skal ikke.” Nå, men det virkede da, så
hønsene forsvandt fra vores have.
Ritmesteren greb sagen lidt
anderledes an og sendte følgende telegram til Hans Peter
Christensen:
Ritmesteren
var en farverig person og hans hang til spiritus var uomtvistelig.
Alligevel var han en populær person, når det bedre borgerskab i Vandel
og omegn holdt fester. Hans appetit var glubende; men han var altid god
for nogle gode historier og taler, desuden pyntede de mange ordner jo
på selskaberne.
Når vi drenge fandt gammel tysk ammunition,
som jo bl.a. lå spredt i hegne og grøfter, gik vi op til Ritmesteren
med det og afleverede det. Vi kom så op til ham selv privat nogle gange
og fik chokolade. Hvis vi var heldige, fik vi også lov til at se hans
seksløber. Men en hurtig håndbevægelse fik han tromlen til at køre
rundt. Vi var imponerede.
Han havde tre soldater til
disposition, og de havde det rigtig godt. En af dem skulle altid være
til rådighed som chauffør for at køre Ritmesteren rundt i hans store
Ford V8 med bagklap og kaleche.
Engang
kom han op til min
bedstefar, som dengang drev Vandel Savværk. ”Kan jeg købe en kæmpe
flagstang til flyvepladsen, Marius?” ”Ja, hvis vi må krydse
flyvepladsen, når vi skal hente tømmer i Frederikshåb plantage”,
svarede bedstefar. ”Ja, lad gå da”, svarede Ritmesteren, og han fik sin
flagstang. Her var gensidig respekt.
Vandels første besøg af en
jetjager
En
dag i 1951 kom der pludselig en jetjager ind over byen og rygtet lød,
at den var landet på flyvepladsen. Alle mand susede derud. Ganske
rigtigt, her stod jageren. Det var en F84 Thunderjet med amerikanske
kendingsmærker. Det viste sig senere, at to Thunderjets skulle flyve
fra Norge til England,; men de mistede orienteringen over Nordsøen. På
et tidspunkt fik de øje på Jylland og fløj ind over landet.
Den
ene faldt ned ved Ringkøbing fjord, da tankene var tomme. Det var den
anden, der lige akkurat nåede til Vandel. Her var jo heldigvis en
flyveplads. Der var ikke sket noget med piloterne; men for at jetten
kunne lette, kom der en DC3’er medbringende en ekstern
strømforsyningsenhed og brændstof.
Der gik et par dage før
de fløj igen. Jeg kan huske, at befolkningen var imponerede over, at de
amerikanske soldater kun røg cigaretterne halvt, hvorpå de smed dem og
trådte dem ud. Husk på, at det trods alt ikke var så mange år siden, at
tobaksmængden var lille. Heromkring var skodderne ikke ret store, når
de blev trådt ud!
Min bedstefar kom også derud i sin gamle
velplejede Morris; men uheldigvis stillede han bilen bag ved
jetjageren. Da de startede motoren for at afprøve den, var bilen ikke
langt nok væk. For der stod en ildsøjle bagud, og denne slyngede en
olieret sten op på bedstefars fine bil. Stenen ramte glasset og her
blev for altid en olieret plamage.
Flyvepladsen i 50’erne
Flyvepladsen
blev også brugt til mange andre ting. Bl.a. var der faldskærmsudspring
i en årrække, modelflyvere og politihundeskole m.m.. Men i mange år var
det svæveflyveraktiviteterne, der dominerede pladsen. De kom hver
sommer og var nogle friske fyre. Der skete dog også nogle uheld, som
der nok ikke kunne undgås, når så mange forskellige fly skal i luften.
To fly stødte sammen ved Randbøl. Et kunne ikke komme ud af et loop og
styrtede ned lige midt i den gamle hangar, så kun halen stak op. I
begge tilfælde blev piloterne desværre dræbt på stedet.
Nu
kom NATO ind i billedet og flyvepladsen blev moderniseret og udbygget
til dét, den er i dag. Arbejdet blev udført af Brdr. Andersen Næstved,
Over Arkil Haderslev og Hoffman og Sønner. De kom med store maskiner og
en mængde arbejdere, som enten boede i skurvogne eller i pensionater
oppe i byen. Samtidig skiftede flyvepladsen navn til Flyvestation
Vandel.
Vi havde en ingeniør Andersen fra Århus boende, og
jeg var med ham hjemme i Århus, hvor jeg så sporvogne for første gang.
Desuden kom jeg med til fodbold, hvor AGF blev slået af Esbjerg 1-2.
Mine oplevelser, som
Tømrer på Flyvestationen
I
1958 kom jeg i lære naturligvis som tømrer hjemme på det gamle Vandel
Savværk og Tømmerforretning, som jo havde været i min families eje
siden 1906. Min bedstefar startede, og senere kom min far og onkel også
med i firmaet. I de sidste par-og-tyve år har jeg ejet firmaet; men
næste generation er på vej. Nå, men vi kom snart ind på flyvestationen
og forrettede stort set alle reparationer vedr. tømrer og
snedkerarbejde.
I de mange, snart 35 år, jeg arbejdede på
flyvestationen, er jeg kommet overalt og har været en betroet mand der.
Tidligt blev jeg inviteret med på deres jagter og har været det lige
siden. Jeg har fulgt hele opbygningen og vedligeholdelsen af pladsen og
oplevet mange episoder der.
Tyskerne havde bygget et lille
skur ovenpå taget af en gammel gård. Dette blev brugt til
flyveledertårn. Da pladsen hurtig blev for trang, blev jeg bemyndiget
til at udvide flyveledertårnet med 2/3 mere kapacitet. Ca. 20 år efter
pillede jeg det hele ned, da man havde fået det nuværende betontårn op
at stå.
Tysk
pejlerhus på Vandel mark. Der blev bygget to af disse huse; ét i hver
ende af flyvepladsen. Det her viste lå på ”Vanggård”’s marker nord for
Vandel, hvor det nuværende asfaltværk har til huse. Foto:
Privateje
En
dag, da vi lagde eternittag på en bygning, kom der en kaptajn med nogle
officerer fra et andet sted. Han ville gerne gøre sig lidt klog på
arbejdet, og råbte op til mig: ”Hvorfor borer I huller i
eternitpladerne, før I skruer skruerne i? Jeg har set andre, der bare
slår skruerne igennem pladerne med en hammer!” Ja, men så var de jo
heller ikke tømrere, svarede jeg tilbage. Hvorpå de andre officerer lo,
og kaptajnen skyndte sig videre.
I en af de gamle stalde,
der var blevet omdannet til kontor, sad der en officer og en konstabel.
De var vældig flinke begge to. Jeg kom ind og skulle efterse en dørlås
eller justere et hængsel. Rummet var godt nok opvarmet og isoleret; men
da der ingen hulrum var i murene trak fugten op gennem soklen, hvad der
bevirkede, at den nederste halve meter var jordslået og mørk.
Officeren, der sad ved sit skrivebord med foldede hænder over brystet,
sagde nu til mig: ”Hør tømrer, hvad er det?” Idet han nikkede hen imod
det nederste mørke område på væggen. Det er på grund af stillestående
luft, røg det ud af mig. Hvad kan der gøres ved det, udbrød han. Ja,
når du nu alligevel sidder der med hænderne overkors, så ville det
hjælpe, hvis du samtidig med det kørte tommelfingrene rundt i ring. Jeg
forlod nu lokalet under konstabelens høje grin.
Engang
lagde
vi nyt tag på hovedkvarteret. Chefen hed på det tidspunkt Simonsen. Vi
kunne ikke undgå, at der lå lidt tagstumper nede i gården. Simonsen kom
nu ud, og da der i det samme kom et par soldater forbi, befalede chefen
nu sine underordnede at hente kost og skovl, så de kunne rydde op. Det
nægtede de menige på det bestemteste med ordene: ”Det er ikke vores
pligt at rydde op.”
Simonsen blev rasende og kaldte på den
kommanderende befalingsmand. Nu skulle hele delingen have røvtur. Alle
mand trådte lidt senere frem iført fuld feltmæssigt udstyr. Vi
betragtede dem oppe fra taget, da de marcherede ud fra hovedkvarteret.
Fra taget kunne vi også se dem, da de ca. ½ kilometer borte drejede af
ved et hegn, hvor de opholdt sig et par timers tid. Det var en
ualmindelig flok ”udasede” soldater, der traskede ind i gården sidst på
eftermiddagen.
En arbejdsmand, som gik og gravede sidst på
dagen, da militærfolkene havde holdt fyraften, blev antastet af en stor
mørk bil, hvori der sad et par officerer af meget høj rang. Hør min
gode mand, De kunne vel ikke fortælle os, hvor vi finder tankområde
Vandel (dette ligger i Randbøl ca. 3 km. fra Vandel)? Desværre, sagde
arbejdsmanden. Det kan jeg ikke oplyse jer om, da det er en militær
hemmelighed. Officererne kiggede på hinanden og kørte hovedrystende
bort. Men de kunne jo ikke bebrejde manden noget.
En
officer
på flyvestationen havde en affære med en kvindelig sekretær. Alle
vidste det, og der blev hvisket i krogene om det. Da jeg en dag kom ind
på hans kontor og skulle montere nye vinduesgreb, så jeg, at han var
ved at pakke sin taske, da han skulle ud til noget et andet sted. Bare
rolig, udbrød jeg. Jeg tager det lille værelse ved siden af først, så
du i ro og mag kan pakke tasken færdig først. Idet jeg lukkede døren op
til det lille værelse, så jeg, at der stod en af forsvarets
standardsenge foruden et sofabord og et par lænestole. Det røg ud af
mig: ”Nå, det er sådan noget, der foregår her!” Officeren snurrede
omkring og udbrød forskrækket: Har du hørt noget? Hvem mig, næ, jeg har
ikke hørt noget, svarede jeg.
Det var dengang, da Ninn
Hansen var forsvarsminister. Han havde tilladt, at soldater ikke
behøvede at klippe sig. Da blev der indkaldt en meget langhåret soldat
til Vandel. Han blev gemt bort i en yderkant og fik snart benævnelsen
”Yrsa”. På et tidspunkt her omkring blev der noget knas mellem
officerskorpset og den daværende chef. En dag da Prins Henrik landede i
Billund Lufthavn og skulle flyve videre med helikopter fra Flyvestation
Vandel (afstand 5 km.), var chefen kørt til Billund for at modtage
Prinsen. Da de kørte ind gennem vagten til Flyvestation Vandel blev de
til chefens store græmmelse modtaget af en flot vagt ”med
skulderlangt hår” gevær præsenterende ”YRSA”. Der udspandt sig vistnok
senere et mindre opgør!
Til slut
skal nævnes, at jeg udover at komme med på jagt på
flyvestationens område, også har været inviteret til sammenkomster med
bl.a. amerikanske flyvere og ved chefskifter. Desuden var jeg
inviteret med til Dronning Margrethe og Prins Henriks
besøg på Flyvestationen.