Efter den sidste istid var sognet dækket af en tundravegation med de tilhørende dyr såsom urokse, rensdyr, snehare o.s.v.                                                                                                                                   Muligvis er der fulgt mennesker – jægere og samlere – i disse dyrs fodspor, men de har ingen spor efterladt sig her på egnen.
Men med det mildere klima dækkedes sognet efterhånden af skov – først birk og fyr, senere el og eg. Med skovens indvandring fulgte også andre dyrearter så som urokse, elsdyr, kronhjorte og andre af nutidens dyr.

Fra den tid findes de første sikre spor af mennesker i sognet. Det var jægere og fiskere, og spor fra deres bopladser findes ved åer og indsøer.
Der opstod også en ny gravform, stengraven. De døde blev gravsat med deres våben og smykker, og omkring det stensatte gravkammer blev opkastet en høj – en dysse, som ofte rummede flere grave.                              Herinde i midtjylland møder vi også et andet bondefolk, benævnt enkeltgravsfolket efter deres gravform. Enkeltgravsfolket begravede deres døde i enkeltgrave. Disse kunne være bygget af sten eller træ. Over graven opkastede man en lille forhøjning. Ved senere dødsfald anlagde man ofte en ny grav over den gamle og gjorde derved højen større. En sådan høj rummer ofte tre grave oven på hinanden.

Overalt i sognet har man talrige spor efter enkeltgravsfolket i form af våben, grave og bopladser.                                                                                                                                                                                                                                                             På museet i Vandel er ældre og yngre stenalder rigt repræsenteret med fund