Beboelsen var et bindingsværkshus, som folkesnakken fortæller, skulle
være opført i 1700-tallet. Den del af væveværkstedet, der lå nærmest
det gamle gulkalkede stuehus af bindingsværk, blev opført af kroejer og
gårdmand Søren L. Sørensen før 1898.
Derefter følgende ejere:
24/6 1898 Thomas Sørensen Schmidt
19/5 1936 Evald Schmidt
8/2 1982 Ester M. Schmidt
17/3 1983 Aage Krolykke Schmidt (Siden 1994 kun
Krolykke)
19/3 1983 Ole Åen
17/8 1983 Patricia K. Heillung
Kristiansen og Johnny Kristiansen
14/12 1989 Bethina Rethmansen
8/5 1996 Lone og Claus Altonen
27/6 2001 Lone Gram Thomsen og Jim Thomsen
- Jens C.B. Iversen - Brit Kristensen
Det begyndte med Thomas Schmidt, som købte ejendommen af Søren L.
Sørensen 24. juni 1898. Thomas var blandt andet omvandrende uldkræmmer,
der gik rundt med bylten på nakken og solgte det han kaldte:
”Jernstærke og uopslidelige evighedstøj”. Han Kone hed Sørine, et sted
omtales hun som ”Sy-Sørine”, et tilnavn hun naturligt fik ved at sy for
folk.
Evald Schmidt blev født 1898 og døde i Randbøldal i 1981. Han blev
uddannet komis ude, vistnok i Borris, i Vestjylland.
Ulykken
I en alder af 22 år kom han til skade med sit ene ben i en
motorcykelulykke oppe ved Arnborg syd for Herning. Han søn Aage
Krolykke (Schmidt) fortæller, at hans far kørte på motorcykel sammen
med en kammerat, da de blev kørt ned af en lastbil. I avisen stod der
om lastbilen: ”Der kørte med den afsindige fart af tresindstyve kilo
meter i timen”. Resultatet var, at Evald Schmidt brækkede sit ben syv
steder. Læsionen var så alvorlig, at lægerne måtte fjerne et stykke af
benet for at kunne sætte det ordentligt sammen. Senere væltede han på
cykel og brækkede det samme ben to nye steder. Da han blev bragt ind på
sygehuset spurgte sygeplejersken: ”Har De også slået hovedet, hr.
Schmidt?” Evalds Schmidts lune slog igen igennem da han svarede: ”Nærj,
sån hår’n ålti sjet uj” (Nej sådan har jeg altid set ud).
Den 26. juni 1972 galede den røde hane over det
gulkalkede
bindingsværkshus, det brændte ned til grunden. Årsagen til branden var,
at Evald Schmidt havde sat mad over på gaskomfuret. Det glemte han
imidlertid, og tog så til Vejle, med branden til følge.
Evald Schmidt var gift Ester, som under skolestriden i Randbøl Sogn,
underviste børnene i den periode, hvor forældrene i protest holdt dem
hjemme fra skole. Evald Schmidt var meget engageret i sognets liv. Han
var medlem af skolekommissionen, Randbøl Sogns Museumsforening og i en
periode også medlem af sognerådet.
Selvstændig
Evald Schmidt havde overtaget bindingsværkshuset i 1936 efter sin far.
I den bygning som Søren L. Sørensen havde opført i 1898, havde han
installeret sin væv. Han vævede for Randbøldal Klædefabrik, som
nedlagde væveriet i 1940'erne. Årsagen var at de store maskinvæve fik
fabrikkens bygninger fra 1875 til at ryste for meget, når
maskinskytten arbejdede. Fabrikken var opført på glacialt ler og kunne
ikke klare rystelserne, den begyndte ganske enkelt at revne.
For at få mere plads til sine væve, udvidede han
Søren L. Sørensen
bygning fra før 1898, til den dobbelte størrelse, desværre vides det
ikke, hvornår. Indtil bygningen blev renoveret ca. 2008, kunne man
tydeligt se, hvor meget der var Evald Schmidts tilbygning.
På det lille stykke jord der hørte til ejendommen holdt ægteparret et
par geder.
Vævede arvelinned
I den gule bygning vævede Evald Schmidt gode hjemmevævede viskestykker,
sengelinned i hvidt og pastelfarver, små forklæder og lunch servietter
med borter. Grunden til at Evald Schmidt blev væver var trafikulykken,
som handicappede ham. Det siger noget om manden, at han slog sig på
væveriet, uden nogensinde at have lært faget.
Han fortalte til avisen om væveriet, at han få dage før den Anden
Verdenskrig brød ud købte to væve af en mand, der skulle flytte til
Grejsdalen. –Jeg havde aldrig før set en væv, så jeg var spændt på at
få dem hjem. Sælgeren kom med vævene, og hjalp Schmidt med at få de
stillet op, og også med, hvordan man skulle bruge vævene. Derefter gik
han i gang med at lære sig selv, hvordan man skulle væve.
Har fortalte videre, ”Jeg vævede fortrinsvis sengelinned. De senere år
er pastelfarvede lagner og dynebetræk blevet den helt store mode, men
der sælges stadig meget hvid linned”.
Hjalp falstringerne med at sove godt
Han fortalte om, hvordan han kom i kontakt med en dame på Falster, som
afsætter hovedparten af hans produktion. ”Jeg hørte i radioen en
udsendelse om Lolland og Falster, hvor folk måtte stå op og sove, fordi
deres velspækkede tegnebøger ikke tillod dem at ligge ned. Jeg ville da
gerne hjælpe dem til en god nats søvn og satte derfor en annonce i
bladene om en sælger af mine vævede ting. På den måde kom jeg i
forbindelse med damen på Falster, som siden har afsat alt, hvad jeg
kunne væve. Hun sælger arvelinned, medens hendes mand sælger spegesild”.
Evald Schmidt
havde også en strikkemaskine, som han strikker gulvklude
på. Damen på Falster afsatte også de gulvklude han kunne nå at strikke.
Aage Kronlykke (Schmidts) skitse af placeringen af husene på grunden
Daldovervej 27.
Maleri af det gamle bindingsværks hus malt af enten Axel Sørensen,
eller C. Hedelain. Stilen minder mest om C. Hedelain.
Den gulmalede bygning på Daldovervej 27, som husede Evald Schmidts
væveri.
Evald Schmidts hustru Ester underviste børnene fra Randbøldal i de
lavloftede stuer i bindingsværkshuset under skolestriden i 1962.
Evald Schmidt i færd med at væve et håndklæde i bygkorns mønster på blå
borter.
Evald Schmidts hus fotograferet under branden den 26. juni 1962.
Væver, og før ulykken, hvor han blev invalid, uldhandler Evald Schmidt.
Væveriet som det ser ud i 2010 efter en kraftig renovering.
Det hus Evald Schmidt opførte efter branden er blevet kraftigt om- og
tilbygget i 1990’erne.
Fotografi af det gamle stuehus, hvor man ser det 12 m lange hus og til
højre det lille lysthus. At det er vaskedag fremgår tydeligt af
vasketøjet bagerst i billedet.