skrevet af Frank Laursen (LAU)

Rygbjerggaard, Forpagtervejen, Erhvervspark Vandel

matr.nr. 3s (nu 1a) Hofmannsfeldt


Henry Hofmand Nielsen, Skærbæk beretter nedenstående om sin tip-tip-tip-oldefars og tip-tip-tip-oldemors ankomst til Danmark i sidste halvdel af 1700-tallet:
”Som et led i opdyrkningen af den jyske hede, blev der i årene 1760 til ca 1765 hvervet 327 tyske familier fra de sydtyske delstater Hessen og Kurpfalz.

Til opdyrkning af Randbøl Hede blev der hvervet 43 familier alle fra Kurpfalz. Blandt dem var mine tip-tip-tip-oldeforældre Margrethe og Johan Jacob Øhlenschläger. Sammen med flere andre kom de til Fredericia natten mellem den 1. og 2. maj 1760, men først den 5. december 1760 fik Johan Jacob Øhlenschläger tildelt en gård i Fredrikshaab. Med sig havde de deres to sønner på 1 og 3 år, hvor ham på 3 år altså er min tip-tip-oldefar, Johann Jacob Øhlenschläger den yngre.

Tip-tip-tip-oldefar var linnedvæver, men han betegnedes som en god bonde, og i 1779 fik han tildelt jord i Hofmandsfeldt og byggede her en større gård ”Rygbjerggård” umidelbart vest for de to andre kolonigårde som var opført ved dammen, hvor egnen omkring den kaldtes/kaldes ”Lille Rygbjerg” ligesom Frederikshaab kaldes/kaldtes ”Store Rygbjerg”. Navne der sikkert er affødt af de omfattende sandstorme der i senmiddelalderen hjemsøgte området.

I forbindelse med kolonisationen blev egnen i stedet kaldt for henholdsvis Hofmandsfeldt og Frederikshaab. Hofmandsfeldt for at hædre Hans de Hofmann til ”Skjerrildgaard”. Han var præsident (vel nærmest borgmester i Fredericia) og skulle administrere koloniseringen af den jyske hede.

Tilsvarende Frederikshaab for at hædre kongen Frederik den 5. (1746-66)”



Henry Hofmand Nielsen fortæller videre, at hans tip-tip-tipoldefars fulde navn var Johann Ludwig Jacob Øhlenschlæger. Han var født 1. januar 1733 i Schonemattenwag, Kurpfalz Hessen i Tyskland.
 
Han giftede sig omkring 1757 med Anne Margrethe Rothermehl, født 1731 i Kurpfalz.

Jacob Øhlenschlæger døde i Hoffmannsfeldt, Randbøl sogn, Vejle Amt og blev begravet på Randbøl kirkegård den 25. marts 1792.

Jacob Øhlenschlæger og Margrethe kom den 20. maj 1761 til kolonien i Frederikshåb i Randbøl sogn.

I 1763 havde han gård nr. 6, overtaget fra konens bror. Jacobs fæstebrev blev udstedt 31. december 1764. Han beboede ved indberetninger om koloniens tilstand i 1766, nu gård nr. 8 i Frederikshåb.

I 1775 havde ægteparret 6 drenge og 2 piger.


1779
Rygbjerggaard
Ved indberetninger i 1779 oplyses, at gården er flyttet ud på sine marker og at Jacob nu bor i udflytterbyen Hofmansfeld.

Her byggede han en større firlænget gård. Denne gård blev den vestligste af de tre hoved- og kolonigårde, som kom til at ligge i Hofmansfeldt, eller Lille Rygbjerg som stedet også blev kaldt.

Den nye gård var den, som senere skulle få navnet ”Rygbjerggaard”, men hvornår den har fået navnet vides ikke.

Gården var skyldsat til 3 tønder, 3 skæpper, 3 fjerdingkar hartkorn. Den havde et areal på 5.396,480 kvadratalen (KMS 1820 – 1863), hvilket svarer til 212,6 hektar. Der er siden udstykket otte selvstændige ejendomme fra gården.

Gården var på dette tidspunkt tildelt matrikel nr. 2, hvilket senere blev ændret til nr. 3.

Der må bemærkes, at de tre gårde i Hofmansfeldt endnu hørte under Randbøl hedes kolonier. Jacob Ølenschlæger var således statsfæstebonde.


Matrikelkort udvisende Jacob Ølenschlægers lod med gården liggende i arealets østlige hjørne.


Kopi af folketællingsskemaet fra 1787 (opslag 25).


Nederst på skemaet ses optællingen af Hoffmandsfeldt Bye med to familier med navnet Øhlenschlæger.

 1. familie omhandler Johan Jacob Øhlenschlæger (den yngre), hans hustru Ange Maria Pedersdatter, deres to børn Anne Margrete Johansdatter og Engel Johansdatter, samt to tjenestefolk.
 2. familie omhandler Jacob Øhlenschlæger, født 1733 og hustru Anne Margrethe, født 1731, tre af deres børn og to tjenestefolk.

Begge familiers stilling var Bonde og Gaardbeboere, hvilket indikerer, at de var fæstebønder. Man må gå ud fra, at begge familier alligevel boede på den samme gård, nemlig gården som var bygget i 1779.

Det kan dog ikke udelukkes, at den ene af familierne har boet på en af de to andre kolonigårde ved dammen i Hofmansfeldt.


1790
Lauritz Jacobsen Lie
22. september 1790 overlod Jacob den nye gård til svigersønnen Laurits Jacobsen af Liegaard.
Lauritz Jacobsen havde forinden, den 30. juli 1790 i Randbøl Kirke, giftet sig med Jacob Ølenschlægers datter Anna Margrethe.
I kirkebogen står skrevet ” Ungkarl Lauritz Jacobsen Lie af Lie og pige Anna Margrethe Jacobsdatter Øhlenschlæger af og i Hoffmansfeldt” i dom 14 august. (Opslag 331).

1801
Johann Jacob Ølenschlæger (den yngre)

Det vides ikke hvornår Johann Jacob Ølenschlæger overtog gården, men han var ved folketællingen fra 1801 ene om benævnelsen Bonde og Gaardbeboer på gården i Hofmansfeldt, hvorimod Laurits Jacobsen Lie og hustru ikke nævnes.

Ved folketællingen af 1801 (opslag 15) ses at situationen i familien er drastisk ændret.

Såvel Jacob Øhlenschlæger, død 1792 og hans hustru Anna Margrethe, død 13/8 1799 er borte. Det samme gælder for Ange Maria Pedersdatter, som var gift med Jacob Øhlenschlæger den yngre..

Jacob Øhlenschlæger den yngre har giftet sig for 2. gang, med Maren Nielsdatter den 2. december 1797 i Randbøl kirke jf. ægteskabsbogen.
Maren Nielsdatter var datter af Niels Christian Christensen, Almstok.

Også Maren døde fra Jacob Ølenschlæger 6/11 1821, i øvrigt samme dag som sin tvillingsøster Hedvig. Begravelsen foregik samtidigt. Hvad der var årsag til dødsfaldene er ikke anført i kirkebogen.

Jacob Ølenschlæger giftede sig senere for 3. gang, men med hvem og hvor vides ikke. Det skete ikke i Randbøl kirke.

Folketælling 1801 (opslag 15) - Hoffmansfeldt - 1.familie
Johann Jacob Ølenschlæger, Husbond, 43, gift 2. gang, Bonde og Gaardbeboer
Maren Nielsdatter, hans kone, 44, gift 1. gang
Engel Jacobsdatter, deres barn, 15, ugift
Anne Catrine Jacobsdatter, deres barn, 13, ugift
Ane Marie Jacobsdatter, deres datter, 3, ugift
Frantz Joensen, tjenestefolk, 19
Anders Offersen, tjenestefolk, 17


1834
Laurits Hansen

Laurits Hansen, også kaldet Laust, var født i 1793 som søn af sognefoged, lægsmand og gårdmand Hans Mogensen og hustru Johanne Ericsdatter i Vandel.

Han var gift med Jacob Ølenschlægers datter Ane Marie Jacobsdatter, født 1798 og havde således overtaget sin kones fødehjem.

Udover Rygbjerggaard ejede han fra 1830 Højgaard i Vandel matr. nr. 10a, som var hans fødehjem.

Hvornår Laurits Hansen overtog Rygbjerggaard er usikkert, men ifølge folketællingen fra 1834, som ses nedenfor, sidder han på gården som statsforpagter.

Det tilhørende fæstebrev blev først opført i tingbogen 8/12 1845, men dette giver ingen mening, eftersom Laurits Hansen forlængst var død på dette tidspunkt. (Landsarkivet for Nørrejylland).

Folketælling af 1834 (opslag 15) - Hofmannsfeld - En gaard
Laurits Hansen 41 år, gift, Gaardmand, Statsforpagter
Anemarie Øhlenschlâger 36 år, gift, hans Kone
Deres Børn:
Pige, 12 år
Hans Lauritsen 10 år
Pige 8 år
Dreng ? år
Mogens Lauritsen 3år
Pige 1 år
2 tjenestefolk hhv. 31 år, gift og 24 år ugift

(Teksten er meget utydelig, derfor er der ikke anført alle navne på børnene).

Laurits Hansen døde 21/1 1839, 45 år.
Kort efter, den 5/3 1839 døde parrets nyfødte søn også, 46 uger gammel.
Begge blev begravet på Randbøl kirkegård.


1842
Hans Iversen

Hans Iversens navn fremgår af bogen Randbøl Sogn gennem tiderne, 1983. Det har ikke været muligt at finde dette navn andre steder.
Oplysninger savnes.


1839
Hans Jensen

Hans Jensen var søn af gårdmand Hans Hansen og hustru Helena Jensdatter i Vandel, som her ejede Højgaard matr. nr. 10a.
Han giftede sig 16/11 1839 i Randbøl kirke med Ane Marie Jacobsdatter, enke efter Laurits Hansen og blev dermed statsfæster på Rygbjerggaard.
Ifølge bogen Randbøl Sogn gennem tiderne, 1983 overtog Hans Jensen Højgaard i Vandel i 1846. Sandsynligheden taler dog for, at han og Ane Marie overtog Højgaard kort efter Laurits Hansens død, men så blev gården sikkert købt til selveje i 1846.


Folketællingen af 1840 (opslag 16) - Hoffmansfelds Bye - 8. en Gaard - opregner familien således:
Hans Jensen, 31, gift, Gaardmand
Ane Marie Jacobsdatter, 43, gift, hans Kone
Deres børn:
Jacobine Lauridsdatter, 14
Niels Lauridsen, 12
Mogens Lauridsen, 10
Karen Lauridsdatter, 7
Jens Lauridsen, 5
Johan Jacob Ølenschlæger, 83, Enkemand, Aftægstmand
Christen Andersen, 19, Tjenestekarl.

Det må bemærkes, at de nævnte børn ikke er Hans Jensens, men Laurits Hansens. Ane Marie var desuden gravid under brylluppet og på tællingstidspunktet og fødte senere et barn mere efter Laurits Hansen. Hun fik navnet Lauri Hansen. Lauri kom senere til at overtage gården sammen med sin mand Laust Jensen.
Det er sidste gang Johan Jacob Ølenschlæger nævnes i en folketælling, idet han døde 26/2 1840 og blev begravet på Randbøl Kirkegård. Under bemærkninger i kirkebogen står ”enkemand, gift 3 gange”.


1854
Hans Jensen bliver selvejer.
Ved kongeligt skøde af 10/2 1854 købte Hans Jensen Rygbjerggaard Matr. nr. 3 af Hofmansfeldt, skyldsat til 3 tønder 4 skæpper og 3 fjerdingkar for 15 Rigsbankdaler og 77 skilling..

Dette var en følge af lov af 31. marts 1852 underskrevet af Kong Frederik VII. ”Lov om overdragelse af kolonistederne på Alheden og Randbøl Hede i Jylland til sammes fæstere til selvejendom”.

Med undtagelse af kolonibyen Christianshede på Alheden var nu udskiftningen alle vegne tilendebragt.

Købesummen beregnedes ved ejendommens overtagelse til selveje til 150 Rbd. Pr. tønde hartkorn efter det hele kvantum hartkorn, hvortil hvert enkelt sted var ansat, ”dog at for intet sted bestemmes et mindre beløb end 25 Rbd., om endog dets hartkorn er under en sjettedel tønde”.

For den del af købesummen, ejeren ikke ønsker at betale kontant, udsteder han til statskassen sin forskrivning med 1. prioritets panteret i ejendommen (hvis bygninger af køberen skal holdes forsikret i Brandkassen). Denne pantegæld er rentefri, så længe den indestår hos første erhverver eller hans enke.

Når ejendommen går ud over første erhververs eller hans enkes besiddelse, udstedes en ny forskrivning med pligt til halvårlig at yde 2 pct. rente af restgælden.

Koloniernes saga som kolonier var sluttet. Staten var færdig med dem. Beboerne, selvejerne, kunne nu stå på egne ben, virke under eget ansvar.
(Delvis citat fra Vejle Amts Årbog 1931).

Kopi af Hans Jensens kongelige skøde ses nedenfor.







Matrikelkort udvisende matrikel nr. 3a, mens gården endnu lå i Hofmandsfeldt by.
Der ses tillige, at der her er udstykket flere brug i den vestlige del af gården oprindelige areal.


1868
Laust Jensen
Laust Jensen overtog Rygbjerggaard ved skøde fra Hans Jensen af 3/2 1868.

Han var født 17/6 1840 med døbenavnet Laurits Jensen. Han var søn af Gårdmand Jens Lauritsen og hustru Inger Jensdatter af Ll. Almstok.

Laust Jensen giftede sig til gården, idet hans kone Lauri Hansen født 2/9 1840 var datter af den forrige ejer Hans Jensen og hustru Ane Marie Jacobsdatter af Hofmansfeldt.

De blev gift i Randbøl Kirke 2/1 1863.

Laust Jensen var medlem af Randbøl sogneråd 1876-81 og sognerådsformand 1878-81.

Folketællingen af 1870 (opslag 44) - Hofmansfeldt - opregner familien således:
Laust Jensen 29 år, gift, født i Vorbasse Sogn, Husfader, Jordbruger
Lauri Hansen 29 år, gift, født i Randbøl Sogn, Husmoder
Hans Jensen 6år, født i Randbøl Sogn, barn
Inger Jensen 1 år, født i Randbøl Sogn, barn
Ane Mette Andersen 39 år, født i Gadbjerg Sogn, Tjenestetyende
Else Marie Jørgensen 12 år, Født i Nørup Sogn, Tjenestetyende
Jørgen Kristian Jensen 22 år, født i Randbøl Sogn Tjenestetyende
Hans Jensen 60 år, gift, født i Randbøl Sogn, Konens Fader, Aftægtsmand
Ane Marie Jacobsen 71 år, gift, født i Randbøl Sogn, Konens Moder, Aftægtskone.

(Konens moders efternavn er forkert, det skulle have været Jacobsdatter).

For at få alle parrets børn med, holder vi os til folketællingen fra 1880 om en gård i Hofmansfeldt (Ll. Rygbjerg):
Laust Jensen 39 år født i Vorbasse Sogn, Gaardejer
Lauri Jensen 39 år født i Randbøl Sogn, hans hustru
Hans Jensen 16 år født i Randbøl Sogn, deres barn
Inger Jensen 11 år, født i Randbøl Sogn, deres barn
Ane Marie Jensen 9 år, født i Randbøl Sogn, deres barn
Jens Jensen 7 år, født i Randbøl Sogn, deres barn
Marie Kirstine Jensen, 5 år født i Randbøl Sogn, deres barn
Laurits Jensen 2 år, født i Randbøl Sogn, deres barn
Johannes Kristensen 23 år, født i Hejnsvig Sogn, Tjenestetyende.

Bemærk at Lauris forældre er faldet bort siden folketællingen fra 1870.
Ane Marie Jacobsdatter døde 19/1 1871, 72 år og
Hans Jensen døde 4/3 1876, 66år.
De ligger begravet på Randbøl kirkegård.



Af ”Stokholms optegnelser” citeres nedenstående om Laust Jensen på den vestre gård i Hofmansfeldt. Bemærk, at den kaldes ”den vestre gård” og ikke Rygbjerggaard. Navnet må den derfor have fået efter dette tidspunkt.

”Den vestre gård ejedes af Laust Jensen, der var fra Almstok.

Gården var hans kones fødegård – hun hed Laura. En af hendes brødre, Jens Lauritsen, havde nabogården, en anden broder, Niels Lauritsen, boede i Almstok. En tredje broder, Jens, havde boet flere steder, bl.a. i Asbo, Bække Sogn, En søster, Bine, var gift med Peder Pedersen Falter.

Laust Jensen flyttede gården et stykke mod nordvest og opførte her en stor firelænget gård. Stuehuset lå mod øst og i den nordlige ende var der bryggers i kælderen, med bageovn. Der var også et kammer hvor der sov to små drenge.

Da Laust Nielsens kone var død, havde der været bagt i kælderen, og da drengene skulle i seng var der gået ild i noget brændsel, som lå dernede. Drengene prøvede først at smide vand på, men blev hurtigt klar over, at de ikke kunne magte det. De fik tilkaldt hjælp, men det var nok i yderste øjeblik.

Laust Nielsen var en håndsnild mand, han havde sin smedie og værksted lidt fra gården. Der sagdes, at da han blev enkemand, kunne han hjælpe døtrene at spinde uldgard. Han var den første af dem jeg har skrevet om, der holdt op med at bruge trækstude. Han havde i mange år to store hvide og to mindre skimlede heste.

Han var begyndt at bygge en gård mere, længere mod vest, men fik den vist aldrig fuldført før han døde. Han eferlod sig tre sønner of tre døtre. Den ældste søn, Hans, døde ret snart efter sin fader. En datter, Ane, blev gift med sin fætter, Andreas Jensen fra Almstok. De andre rejste vist til Amerika. Det var Inger, Jens Marie og Laurids.”


Vi lader daværende major Ebbe Gotfredsen, som fra 1974 til 1987 var chef for Hærens Flyvetjeneste på Flyvestation Vandel, i det efterfølgende fortælle om Laust Jensen. Ebbe Gotfredsen var begyndt at forske i hvorledes egnen forandrede sig med etableringen af den tyske flyveplads ved Vandel, herunder hvor de forskellige ejendomme havde ligget og hvem der havde boet på dem.

Nogle af resultaterne heraf blev bragt i flyvestationens tjenesteblad Guldøksen.

RYGBJERGGAARD
Af major Ebbe Gotfredsen i Flyvestation Vandels tjenestestedsblad n r. 8 udgivet i december 1982.

Når man kommer til Flyvestation Vandel i dag gennem hovedindgangen mod nord, vil ens øje hurtigt fanges af et i den sydlige fløj af flyvestationen værende højdedrag med en stor hvid gård på.

Næsten uanset hvor på flyvestationen man står, og hvor ens udsyn ikke hindres af bevoksning, vil man kunne se denne markante gård. Gården er Rygbjerggård.

Hvor navnet stammer fra, kan der være flere forklaringer på. Den mest sandsynlige er, at der i tidligere tid har ligget to Rygbjerge, Rybjerge eller Røgebjerge - al!e navne kan forekomme - et Store Rygbjerg eller Gammel Rygbjerg, der i 1760 skiftede navn til Frederikshaab, og et Lille Rygbjerg - bakken, hvor Rygbjerggaard nu ligger på.

Navnet henføres til, at disse bakker i perioder med sandfygning nærmest så ud, som om de røg. Den anden mulige forklaring kan være, at navnet Rygbjerggaard er fulgt med gården, da den mellem 1775 og 1780 blev udflyttet fra Frederikshåb til nuværende beliggenhed.

For dette står fast: Gården er sammen med Hofmansfeldt udflyttet på dette tidspunkt fra Frederikshåb som en del af »kolonien<, som samfundet betegnedes som.

Det er således værd at hæfte sig ved, at dette nyopbyggede samfund trak sine tråde syd- og østpå og således ikke hørte til Vandel bysamfund.

Børnene gik i skole i Frederikshåb, og hele samfundet var underkastet den i Fredericia den 24. august 1761 udgivne bylov gældende for de to kolonier - den på Randbøl Hede og den på Alheden.

Af lovens 74 paragraffer skal nogle få nævnes:
Der skulle årligt pr. 1. maj vælges en byforstander, altså her en for Hofmnsfeldt.
Hver søndag efter gudstjenesten, hvor der fast skulle være mindst én repræsentant fra hver husstand, samledes bystævnet ved brønden til gadestævne, i Hofmandsfeldt sikkert ved det endnu eksisterende gadekær.
Under gadestævnet måtte ingen sværge eller bande, idet hver ed kostede 1 skilling i mulkt til byens sparebøsse. Såfremt man yppede »Klammeri Trætte eller Skjælden" på Gadestævnet, bødes 8 Skilling til bøssen.
Byforstanderen skulle tilse, at - »Spidserne ere afsavede på Byens Kør, at den skyldige kan vorde straffet« - svinene er ringede, - »Dagen efter Paaske og Michelsdag se efter, om Skorstenene ere fejede.

Om livet på Rygbjerggaard i de første 50 år vides kun lidt, I 1798 berettes om en voldsom sandflugt, som »indtog« i alt 476 tønder land, blandt andet fra Rygbjerggaards jorder.

Om Rygbjerggaards jorder berettes i 1796, at de er »temmelig gode, de nordre heder ligesaa, derimod er Hederne i Syd ringe, da de i ældre Tider formodentlig bedækkedes med Flyvesand, hvilket ses deraf, at det øverste Jordlag er hvidt Sand, omtrent en halv Alen dybt, hvorunder findes en muldbiandet Sandjord, som tilforn har været overfladen.

Man søgte at hindre sandflugt ved at så »Sandhavre, det samme som vore tiders marehalm. »Løsagtige< strækninger blev afmærkede med høje pæle, inden for. hvilke ingen kreaturer måtte komme, »og Beboerne holder sig dette efterretteligt og lader ikke deres Kvæg græsse i Nærheden af den indpælede.

Rygbjerggaards beboere
Som nævnt kendes ikke meget til de første 50 år af gårdens eksistens, og således ej heller til dens første, beboere. Kun vides, at de var statsfæstere og altså således ikke selvejere.

Den sidste af disse statsfæstere var en Hans Iversen, der overtog gården i statsfæste i 1 842. Han afhændede gården allerede i 1 846 til Laust Hansen, der i 1852 fik lov at købe gården af staten til selveje.

Denne første selvejer solgte gården i 1 854 til Hans Jensen, som igen solgte gården i 1 868 til Laust Jensen. I Laust Jensens tid blev gården kendt viden om, idet den blev et af arnestederne for den vækkelsesbølge, der i dette tidsrum gik over.

Laust Jensen, født 1840 og ejer at Rygbjerggaard fra 1868 til 1888.

Modgang og prøvelser af forskellig art i det hårde levned, der var Laust Jensen og hans kone Laura tilmålt, fik dem til i dybeste alvor at søge Gud. I begyndelsen blev der holdt bibellæsninger i deres hjem på Rygbjerggaard ved sognepræsten.

Salmesang hørte til disse møder, og da man ikke rådede over salmebøger, måtte man lære alle salmerne udenad. Da Laust Jensens kone døde meget tidligt, fik det for alvor sat gang i hans arbejde for missionsbevægelsen.

På gården kom mange både gamle og unge til bibeltimer, og Laust kom selv meget rundt i oplandet, hvor han talte ved missionsmøder. De folk, der indgik i vækkelsen, blev af den øvrige befolkning kaldt for »de hellige<. Man fornemmer et overbærende skuldertræk i betegnelsen.

I sit missionsarbejde fik Laust Jensen stor hjælp af smeden i Randbøldal, Hans Jensen.

Omkring 1 880 fik Laust en svulst på spiserøret. I 1 888 måtte han tage afsked med sine børn og venner for at drage den lange vej til København for at blive opereret.

Kun ni dage efter operationen døde Laust Jensen kun 48 år gammel fra hvervet som gårdejer på Rygbjerggaard fra sine mange børn og fra gerningen for menneskesjæles frelse. To år senere stod det første missionshus i området færdigt i Frederikshåb - en sag, som Laust havde arbejdet for i mange år.

Gården blev overtaget af Jens Jensen i 1888, som ejede den frem til 1913.

Som Ebbe Gotfredsen nævner, døde Laust Jensen efter en operation på Kommunehospitalet i København 14/6 1887, kun 47 år. Seks år forinden havde han mister sin hustru Lauri, født Hansen. Hun døde 31/1 1881, 40 år gammel. Parret ligger begravet på Randbøl kirkegård.



1888
Jens Jensen
Jens Jensen var fra Almstok i Vorbasse Sogn og overtog Rygbjerggaard efter Laust Jensens alt for tidlige død i 1888.

Jens Jensen var født 23/11 1834 i Lille Almstok som søn af Jens Laursen og hustru Inger Jensdatter.

Han var således storebror til afdøde Laust Jensen.

Han var gift med Maren Christensdatter født 24/12 1833 som datter af Christen Jørgensen og hustru Maria Pedersdatter i Trøllund, Hejnsvig sogn.

Hun var imidlertid død inden familien flyttede til Rygbjerggaard, nemlig 13/10 1878 kun 44 år. Hun blev begravet på Vorbasse kirkegård.

Den første folketælling efter Jens Jensens overtagelse er fra 1890 (opslag 22) - Hofmansfeldt - En Gaard.- og ser således ud:
Jens Jensen 65 år født i Vorbasse Sogn, Gaardejer
Jens Kristian Jensen 23 år født i Vorbasse sogn
Inger Jensen 21 år født i Vorbasse Sogn
Ane Margrete Jensen 15 år født i Vorbasse Sogn
Marie Kirstine Jensen 15 år født i Randbøl Sogn, Plejedatter
Laurits Jensen 12 år født i Randbøl Sogn, Plejesøn
Mogens Pedersen 21 år født i Randbøl Sogn, Tjenestetyende
Andreas Jensen 27 år, gift, født i Vorbasse Sogn, Tjenestetyende
Anemarie Jensen 19 år, gift, født i Randbøl Sogn, Tjenestetyende
Maren Kirstine Jensen 1 år født i Vorbasse Sogn
Kristen Iversen 24 år, ugift, skrædder.

Man bedes bemærke, at nævnte Inger Jensen 21 år og de to plejebørn Marie Kirstine 15 år og Laurits 12 år var børn af den tidligere ejer Laust Jensen og hustru Lauri Hansen.
I folketællingen fra 1901 fremgår det, at familien flyttede til Randbøl Sogn i 1888.
Jens Jensen døde 19/6 1893 og blev begravet på Randbøl Kirkegård.


1895
Jens Kristian Jensen
Jens Kristian Jensen overtog Rygbjerggaard efter sin far ved skøde af 29/6 1895.

Han var født i Almstok 26/4 1866 som søn af ovennævnte Jens Jensen og hustru Maren Christensen.

Han giftede sig 28/4 1891 i Randbøl Kirke med Nielsine Jensen født 10/4 1860 i Frederikshaab som datter af gaardmand Jens Christian Nielsen og hustru Elisabet Kirstine Christoffersdatter i Reventlowshede.

Den første folketælling efter Jens Kristian Jensens overtagelse af Rygbjerggaard er fra 1901 og omtaler familien på matr. nr. 3a Hofmansfeld således:
Jens Kristian Jensen født 26/4 1866 i Vorbasse Sogn, Husfader, Landmand (Gaardmand)
Nielsine Jensen født 10/4 1860 i Randbøl Sogn, Husmoder
Maren Kirstine Jensen født 10/8 1892 i Randbøl Sogn, Barn
Elisabeth Kirstine Jensen født 23/6 1897 i Randbøl Sogn, Barn
Martin Nielsen født 12/4 1852 i Kolding Kjøbstad, Tjenestetyende
Marius Hansen født 26/2 1885 i Randbøl Sogn, Tjenestetyende
Jes Peter Hansen født 14/1 1875 i Randbøl Sogn, Tjenestetyende
Kirstine Andersen født12/1 1886 i Randbøl Sogn, Tjenestetyende


Jens Kristian Jensen med familie foran Rygbjerggaard i 1895. Foto ved Lokalarkivet i Vandel.

Fotoet må være af den gamle gård, mens den lå ved dammen i Hofmansfeldt som den vestligste af de tre hovedgårde.

Der fortælles, at gården flyttedes mod vest omkring århundredskiftet til det sted, hvor Rygbjerggaard findes i dag.

Men det fremgår samtidigt af flere kilder, at det var Laust Jensen og hustruen Lauri, som flyttede den. Men skulle den være flyttet ved århundredskiftet, må det have været Jens Kristian Jensen, som byggede den nye Rygbjerggaard længere mod vest. ???

Vi lader tidligere nævnte major Ebbe Gotfredsen fortsætte sin fortælling om Rygbjerggaard, denne gang om Jens Kristian Jensens ejertid:

Gårdens drift
Da Jens Christian Rygbjerg overtog gården i 1888, rådede denne over ca. 240 tønder land, inklusive hø-eng og tørvemose i Plougslund mose.

På dette tidspunkt lå der kun ganske få gårde p det nuværende flyvestationsområde:
Hedegård lige syd for Vandel by Hoffmandsfeldtgårdene
Vestengård i flyvestationens nordvestre hjørne, Ritmestergården ved Randbølgårds Plantage
Hvidekilde i flyvestationens sydvestre hjørne og Rygbjerggård.
I alt 7 gårde, hvor Rygbjerggård var den største.

Til gårdens drift hørte: 18 køer - 7-9 heste, heraf 2 følhopper, får, grise og lidt høns.

På markerne dyrkedes mest rug, derudover boghvede, ligesom Lisbeth erindrer sig, at man dyrkede gul rundbælg (Anthylis). Desuden lidt turnips og endelig mange kartofler
.
Lisbeth fortæller, at det tog Ca. 8 dage at sætte kartoflerne i foråret, og at der til optagningen i efteråret knyttede sig erindringen om ømme rygge. Kartoflerne blev solgt for 3 kr. tønden
.
Hø hentede man på gårdens hø-eng i Plougslund mose.

Folkeholdet bestod af to voksne karle samt en hyrdedrcng på 14-15 år. Dertil en gammel røgter. I huset og køkkenet var der for det meste to piger.

Lisbeth fortæller, at hun i 1910 var med til at plante skoven mod Hofmandsfeldt
.
Fra høsten fortæller Lisbeth, at kornet blev skåret af en aflægger, der lagde kornet i dynger af negs størrelse, hvorefter disse blev bundet ved håndkraft og derpå stillet i skogger med i 2 neg i hver, og igen i traver, som bestod af 4 skogger.


Tørveskæring
Tørvenes tilvejebringelse var en del af årsrytmen på Rygbjerggård.

Til gården hørte en tørvelod, som det var tilfældet for alle gårdene i området på dette tidspunkt. Rygbjerggårds tørvelod lå i Plougslund og Almstok moser.

I forsommeren kørte man ud og skar tørv. Man pakkede tidligt om morgenen og drog derpå af sted med så mange deltagere som muligt ud til mosen. Man kørte ad Almstok vejen op forbi Hvidkilde og videre ud i mosen.

De skårne tørv blev, når de var fortørret, stakket sommeren igennem for at blive gennemtørrede.
Tørven skulle helst være i hus inden høsten, og inden tørven blev hentet hjem, skulle træ og løn være i hus. Foruden tørv, træ og løn brugtes også lyng til opvarmning, og det blev anset for lige så vigtigt at have forråd af brændsel til den tilstundende vinter, som det var vigtigt at bjerge mad og foder for folk og fæ.


Slagtning
Lisbeth Pedersen fortæller, at slagtning hørte højtiderne til.

Den daglige kost var præget af saltet flæsk og kød og måske lidt røget til; men med slagtningen kom den salige oplevelse med fersk kød. Og netop derfor blev selskabelighed afviklet lige efter, at man havde slagtet. Så blev der budt til gilde.

Det var især grise, man slagtede, og op til jul valgte man helst en stor so, som skulle sættes ud, fordi den fik for få smågrise. En sådan juleso kunne veje op til 400-500 pund, og spækket over nakken kunne være op til fire tommer tykt. En gris af denne kaliber ville næppe finde vej til julebordet i vor tid.

Slagteren var Peder Pedersen fra Almstok, og han kom som bestilt og udførte slagtningen. For sin ulejlighed fik han ikke penge, men en god steg af den slagtede gris. Intet af grisen gik til spilde.

Hvad der skulle bruges fersk i nuet, blev taget fra, mens resten blev lavet til pølser; noget blev taget fra til rygning og sendt til bødkeren i Randbøldal, hvor kødet blev røget. Blodet fra grisen var taget fra til blodpølse eller blodbudding. Men hovedparten af grisen forsvandt ned i sulekarrets saltlage.

Det skete, at man slagtede et får, og hvis en kalv ikke så ud til at være levedygtig, fandt også den vej til bordet via slagtekniven.


Bagning
Til madlavning havde man et brændekomfur i køkkenet, mens gårdens ovn var i kælderen.

Det var en stor, muret ovn, som blev opvarmet med lyng.

Bagningen var i øvrigt en stor proces, så der blev almindeligvis kun bagt én gang om måneden og kun med rugmel.

Der blev bagt to kvaliteter af brød, dels det grove rugbrød, og dels brød af sigtet rugmel. Til sigtningen brugte man en »tims”, en sigte, og det sigtede mel kaldte man for timset mel. Brødet, man bagte deraf, blev kaldt for timskage. Dejen blev æltet i et stort dejtrug, der stod i køkkenet.

Man forestiller sig let, hvor meget gårdens folk så hen til bagedagen, efterhånden som brødets tørhedsgrad havde givet det lighed med hårdttørrede tørv.

Før ovnen kunne bruges til det klargjorte brød, skulle denne være hvidglødende. Man sagde, at »den sorte mand skulle ud.


Dagligdag og fest
Det kan vel være svært at huske en dagligdag, der tegnede sig for 80 år siden; men Lisbeth fortæller, at hun alligevel kan huske, at den daglige morgenmad i hendes barndom almindeligvis bestod af hvidstuvede kartofler med stegt flæsk til.

Om aftenen fik man hver anden dag nykogt grød og hver anden dag gårsdagens rester af kogt grød overhældt med kogt mælk. Især den sidste ret står klart i Lisbeths erindring, da det ikke var hendes livret, hvorfor hun hver anden dag måtte gå sulten i seng.

Når der blev budt til gilde, var det næsten altid naboerne, der kom.
Det kunne fx være Martinus Høj, Peter Madsen og Niels Poulsen, alle med koner, og også de missionske Søren og Maren Brehmers kom af og til med.

Gæsterne var blevet budt til at komme kl. syv til spisning. Der blev så serveret ribbensteg og pølse eller kødrand.

Brændevinen blev drukket som kaffepunche, selv om kaffe var en sjælden vare på bordet.

Øl var ikke meget brugt. Lisbeth fortæller, at det hjemmebryggede øl var surt, og selv det øl, der blev lavet i Vejle, smagte ikke godt.

Lyset i huset kom fra petroleumslamper. Man kaldte i øvrigt petroleum for stenolie.


Sygdom
Lisbeth fortæller, at blev man syg, fik man en romtoddy og kom i seng.

Lisbeth fik taget mandler og polypper 1 904 og 1 91 3. Det skete hos doktor de Fine Leth i Vejle.

Dagen før operationen skulle finde sted, kørte man den lange vej til Vejle i hestevogn, hvilket tog 4 timer.

Man tog så ind på Gammel Landbohjem i Vestergade. Der blev hestene spændt fra og familien indkvarteret.

Lisbeth husker, at hun blev bedøvet med æter, og at hun satte megen pris på den megen is, hun fik lov at spise efter operationen.

I
ndkøb
Omkring århundredskiftet var der to købmænd og én brugs i Vandel, og her købte man de dagens fornødenheder, man ikke selv kunne fremstille.

En gang om året, op til jul, kørte man den lange vej til Vejle i hestevogn for at købe ind dér. Det var mest tøj, der blev købt i Vejle, selv om det ikke var meget, der blev ofret på tøj. Klæde til tøj blev for det meste købt ved en klædefabrik i Grindsted, og det var skræddermester Hansen, der syede tøjet.

Lisbeth husker, at hun fik syet en sort dragt til sin konfirmation.


Skolegang, konfirmation, ud og tjene
Fra Rygbjerggård gik man i skole i Frederikshaab skole.

Gården var jo udvokset fra dette samfund og hørte traditionelt til her. Fra gården gik en skolesti gennem Rygbjerggård skov (Frederikshaab Plantage) til skolen ved Kolding landevej.

Der var kun én klasse; men Lisbeth husker fire forskellige lærere, hvoraf dog kun én var fast. Lærerne var meget dårligt lønnede, hvorfor der til skolen hørte en jordlod til dyrkning af grøntsager til husholdningen samt lidt korn til grise og høns.

Bønderne, hvis børn gik på skolen, skiftedes til at holde skolelærerens jordlod.

Da Lisbeth skulle konfirmeres, kom hun til at gå til præst hos pastor Eggers i Nørup. 16 km skulle tilbagelægges til fods af en 14-15 årig pige, hver gang hun skulle til præst.

Det kunne godt i dag give anledning til et emne til »Klassens time«; men dengang tog man ikke det at gå mange kilometer særlig højtideligt.

Til daglig gik Lisbeth jo »kun« Ca. 5 km til og fra skole.

Lisbeth blev konfirmeret i Nørup kirke.

Med konfirmationen trådte man ind i et nyt afsnit aflivet dengang: man skulle ud og tjene.

Lisbeth kom til at tjene hos købmand K. L Andersen i Vandel - den samme forretning, som den dag i dag er købmandsforretning, ejet af købmand Hellerup
.
Købmandsforretningen blev bygget i1897, men købmanden gik fallit 1 904, og det var dette fallitbo, som K.L. Andersen fra Tørring købte - en forretning, han i øvrigt beholdt til 1 944, hvor tyskernes tilsynekomst standsede hans virke.

Samtidig med, at Lisbeth kom til købmand Andersen, solgte hendes far Rygbjerggård i 1913.

Med salget af Rygbjerggaard i 1913 gled gården ud af slægtens eje. Samme slægt havde indtil nu siddet på gården siden den oprindeligt blev bygget i 1779.



1913
Hans Thomsen Jensen
Hans Thomsen Jensen købte Rygbjerggaard af Jens Kristian Jensen ved skøde af 12/2 1903.
(Øvrige oplysninger savnes)


1913
Lorentz Petersen
Proprietær Lorentz Petersen fik skøde på Rygbjerggaard 6/12 1913.
(Øvrige oplysninger savnes)


1914
Anders Houmøller Vestergaard
Anders Houmøller Vestergaard  blev tilskødet Rygbjerggard ved skøde af 28/4 1914.

Ved folketællingen i 1916 (opslag 112) optaltes familien på matr. nr. 3a Hofmannsfledt således:
Anders Houmøller Vestergaard født 8/9 1876, husfader, landbrug
Marie Vestergaard født 18/7 1894 , husmoder
Dortea Vestergaard født 25/7 1911, barn
Else Sønder… Jensen født 25/9 1876, slægtning (fra Nørre Nissum)
Martin Gunnar Nielsen født 18/2 1898, tjenestekarl
Sofus Svensen født 1/6 1901, tjenestekarl.


1918
Hans Mølgaard Hansen

Hans Mølgaard Hansen var født 6/3 1885 i Farre, Give sogn, søn af gaardmand Poul Hansen og hustru Mette Sofie Karoline Jensen, Farre Mølgaard.

Han giftede sig 22/11 1907 i Randbøl kirke med Gine Hansine Petrea Nielsen, født i Vandel 29/6 1883 hjemme hos forældrene gaardmand Andreas Nielsen og hustru Ane Kathrine Gydesen, Vandel.

Hans Mølgaard Hansen overtog Rygbjerggaard ved skøde af 13/5 1918.


Ved folketællingen af 1921 (opslag 69) er familien optalt på matr. nr. 3a Hofmannsfeldt således:
Hans Mølgaard født 6/3 1885 i Give Sogn, husfader, landmand
Gine Mølgaard født 29/6 1889 i Randbøl Sogn, husmoder
Arne Mølgaard født 22/12 1908 i Give Sogn
Poul Mølgaard født 6/4 1911 i Give Sogn
Sofie Mølgaard født 11/8 1912 i Give Sogn
Andrea Mølgaard født 11/12 1914 i Give Sogn
Kristian Mølgaard født 18/6 1916 i Give Sogn
Herluf Mølgaard født 7/7 1919 i Randbøl Sogn
Asmus Juhl født 22/9 1895 i Ballum, tyende
Maren Antonsen født 14/7 1900 i Randbøl Sogn, tyende.


I folketællingen af 1925 findes matr. nr. 3a af Hofmannsfeldt ikke.
Derimod nævnes familien Mølgaard Hansen på matr. nr. 1b af Hofmannsfeldt.

Enten er matrikelnummeret skrevet forkert, eller også var familien vitterligt flyttet ud af Rygbjerggaard måske af økonomiske årsager.

Næste ejer overtog gården ved tvangsauktionsskøde.


Ved folketællingen i 1925 (opslag 45) nævnes familien mere omhyggeligt med navnet Mølgaard Hansen og husmoderen ved sit navn Hansine Petra Mølgaard Hansen.
Desuden var der tilgået tre børn mere, alle med efternavnet Mølgaard Hansen og alle født i Randbøl Sogn:
- Ellen født 1/12 1921
- Aage født ½ 1924
- Tove født 21/6 1925.
Der var således ni børn i familien.


1928
Søren Hansen Sørensen
Ved tvangsauktionsskøde tinglyst 6/9 1928 til fordel for Søren Sørensen, i øvrigt uden at forgængerens, Hans Mølgaard Hansens navn nævnes, overtog Søren Sørensen Rygbjerggaard i 1928.

I samme skøde fastslås, at gårdens navn er Rygbjerggaard og at der tinglyses, at den skal bære dette navn i fremtiden.

Gården lå på dette tidspunkt ca. 200 meter vest for dens nuværende beliggenhed og var en klassisk firlænget stråtækt gård. Som det ses på nedenstående foto stod der en vindmølle/vindmotor/vindrose i det ene hjørne af gårdspladsen. 

Søren Hansen Sørensen var født 11/8 1882 i Tinnet ved Øster Nykirke som søn af gdr. Hans Sørensen og hustru Jensine Caroline Sørensen, født Nielsen, Tinnet.
Han var gift med Nielsine Kristine Sørensen født Hedeby 2/6 1890 i Dørken som datter af husmand Søren Nielsen og hustru Madsine Sørensen i Dørken.

Forinden købet af Rygbjerggaard ved Vandel, havde parret haft Øster Nykirke præstegård i forpagtning fra omkring 1912. De bragte seks sønner med sig til Rygbjerggaard, hvor de siden fik en søn mere samt en datter.

Folketællingen fra 1930 (opslag 109) opregner familien på matr. nr. 3a Hofmannsfeldt, Rygbjerggaard således:

Søren Hansen Sørensen født 11/8 1882 i Ø. Nykirke, Husfader, gårdejer
Nielsine Kristine Sørensen, f. Hedeby 2/6 1890 i Tyregod, Husmoder
Ejgild Sørensen født 13/1 1913 i Ø. Nykirke, barn, tjenestekarl
Harry Sørensen født 23/12 1913 i Ø. Nykirke, barn
Gunner Sørensen født 17/3 1915 i Ø. Nykirke, barn
Børge Sørensen født 14/8 1918 i Ø. Nykirke, barn
Axel Sørensen født 29/9 1920 i Ø. Nykirke, barn
Hans Sørensen født 23/8 1924 i Ø. Nykirke, barn
Jens Sørensen født 14/8 1930 i Ø. Nykirke, barn
Inger Margrethe Andresen født 16/7 1915 i Lindeballe, husassistent.

29/4 1932 fik parret også en datter, Tove Sørensen.


Rygbjerggaard før branden påskedag 1938.
Vindmøllen/vindrosen eller klapsejleren,  som ses midt i billedet stod over brønden for at pumpe vand op. Den blev bygget af møllebygger og tømrermester Marius Hansen, Vandel.

Påskedag 17.april 1938 nedbrændte den firlængede stråtækte gård totalt.

Søren Sørensen byggede gården op påny, men flyttede den samtidigt ca. 200 meter mod øst, nu som trelænget med stuehuset i røde sten og en fritliggende svinestald lidt forskudt i forhold til de øvrige udlænger.

Tomten af den gamle nedbrændte gård kan endnu erkendes i form af dele fra soklerne.

Juledag 1935 var Søren Sørensen blevet syg og han gik mod Vandel for at komme til læge der. På sin vej derop gik han ind hos sin nabo mod nord Johannes Iversen på ”Vingely”. Her faldt han om og døde.

Nielsine Sørensen, kaldet Sine, drev imidlertid Rygbjerggaard videre efter Søren Sørensens dødsfald, med sønnen Harry som bestyrer.

Søren Sørensens og Nielsines søn Axel Sørensen bor i Give og 18. januar 2012 var Niels M. Schaiffel-Nielsen på besøg hos ham for at lade ham fortælle om sin barn- og ungdom på Rygbjergaard. Sammen med interviewet  nedenfor, ses en række fotos af familien, som Axel Sørensen stillede til rådighed.

Tak til Axel Sørensen.


Axel Sørensen, Ellevej 2, Give. Foto N.M.Schaiffel-Nielsen.


Sønnerne Eigil, Harry, Gunnar og Richard.


Bagest fra venstre Caroline, Søren, Jens, Emil.
Siddende fra v. Søren Hansen Sørensen, Else, Sine Sørensen (bedstemoderen) og på skødet Christian, alle med efternavnet Sørensen.


 
Familiefoto. Bagest fra v. Harry, Hans, i midten Sine, Gunnar og Richars. Tv. Med dukken Tove.



1935
Nielsine Sørensen
Sine Sørensens ejertid ophørte imidlertid brat i begyndelsen af 1944, da hun og familien måtte forlade gården, fordi den tyske besættelsesmagt havde planlagt at bygge en militær flyveplads i området.


Nielsine (Sine) Kristine Sørensen, født Hedeby.


    Nielsine (Sine) Kristine Hedebys familie.


1944
Besættelsen
Da den tyske værnemagt havde besluttet, at der skulle etableres en tysk militær flyveplads i området syd for Vandel, gik et omfattende arbejde i gang med erhvervelse af de berørte arealer og de mange landejendomme og huse der lå indenfor den kommende flyveplads grænser.

Dette skete efter et fastlagt mønster med bestemte procedurer og dokumenteret i standardiserede formularer.

I princippet var den danske stat, som på tyskernes vegne overtog de berørte ejendomme mod erstatning, men i praksis udført af amterne, i dette tilfælde Vejle Amt.

De juridiske aspekter og udfærdigelsen af dokumenter, samt udredning af pengebeløb blev her i området varetaget af landsretssagfører Dr. Jur. Clausen, Jomfrustien 5, Haderslev.

Første trin var en besigtigelse af ejendommene med tilhørende skitsering og fotografering udført af den tyske værnemagt ved Stellvertretende Baurat (Vicebygningsinspektør) Hermann Sülling.
Dette arbejde foregik i det sene efterår 1943.

I begyndelsen af januar 1944 modtog lodsejerne et beslaglæggelsesdekret fra Intendanten hos den Øverstbefalende for de tyske Tropper i Danmark på såvel dansk som på tysk, til fordel for den tyske Værnemagt, Generalen for Luftvåbnet i Danmark. Standarddokument.

I slutningen af januar 1944 tilskrev Vejle Amt de berørte lodsejere hvornår de skulle forlade deres ejendom, mange pr. 15. februar.

Dernæst fik de berørte lodsejere én for én besøg af en vurderings- og besigtigelskommision, normalt bestående af den lokale sognefoged, en repræsentant fra Vejle Amt og en person fra den tyske værnemagt.

Herunder blev der ”aftalt” med ejerne hvor meget der skulle stilles til rådighed for tyskerne og fastlagt en lejeaftale og pris for brug af ejendommene. Lejekontrakten var et standarddokument.

For en del af beboerne fandt disse besøg allerede sted fra omkring juletid 1943 og frem.

Der kunne klages over erstatningens størrelse til et vurderingsnævn, hvilket en del benyttede sig af, men i reglen uden virkning.

Et af de juridiske dokumenter var en såkaldt skødeklausul, som fastsatte, at de tidligere ejere af ejendommene havde tilbagekøbsret til dem, når krigen var slut, medmindre den danske stat bestemte at de skulle anvendes til offentlige formål. Det var tilfældet for alle de ejendomme, som lå indenfor det område, som senere blev til Flyvestation Vandel.

Efter krigen nedsattes en række afviklingskommisioner, som skulle rede trådene ud efter blandt andet sagerne om de beslaglagte ejendomme.
Herfra kendes ”Registrering Vejle og Ribe amter, Beskrivelse af flyveplads Vandel”, hvoraf fremgår hver enkelt ejendoms status efter krigen og blandt andet hvor meget de daværende ejere fik tilkendt i erstatning. En kopi af denne beskrivelse forefindes på Lokalarkivet i Vandel.

De originale papirer fra beslaglæggelsen af Rygbjerggaard findes på Landsarkivet for Nørrejylland. Ejendommen blev tildelt tysk nr. 40.

Afviklingskommisionens ”Registrering af Vejle og Ribe amter, Beskrivelse af flyveplads Vandel” beskriver efter krigen Rygbjerggaard på denne måde:

Matrikel nr. 3a Hoffmannsfeldt
Areal 1005782 kvm.
Ejer: Fru Nielsine Sørensen    Vederlagets størrelse 139.566 kr.

Landbrugsejendom (483 kvm). Ny gaard, beboet af forvalter næsten hele perioden. Indrettet spiltove til ca. 10 heste, i laden og svinestien indrettet til kobaase.
På mark bunkers og standpladser.

Anm.: Lille ombygning i stalde.


Den tyske skitse og foto af Rygbjerggaard fra 4/12 1943.


Nielsine Sørensen købte St. Trøgelborg nord for Billund og flyttede dertil sammen med de syv af børnene, idet Gunner Sørensen forinden var flyttet til Åst.

Sønnen Harry bestyrede herefter St. Trøgelborg for sin mor.

Der skete det pudsige, at deres nabo mod nord i tiden på Rygbjerggaard, Johannes Iversen med familie, igen blev deres nabo som beboere af Trøgelborg Østergaard. Johannes Iversen måtte også forlade sin ejendom i Vandel på grund af flyvepladsbyggeriet.


Landbruget på Rygbjerggaard under krigen.
Allerede inden beboerne fra de beslaglagte ejendomme hvor flyvepladsen skulle bygges havde forladt området, havde tyskerne planer om hvorledes de ville drive landbruget videre i området. Til at forestå dette var en tysk ritmester ved navn Brix flyttet ind på Rygbjerggaard som bestyrer, i øvrigt allerede mens Nielsine Sørensen med familie endnu boede på gården.

Formålet med den fortsatte landbrugsdrift i området havde to formål, dels at udnytte potentialet af landbrugsprodukter fordi der manglede fødevarer i Europa, dels for at området set fra luften skulle se ud det det hele tiden havde gjort, for at camouflere den nye tyske militære flyveplads.

Ritmester Brix flyttede senere op på Lindegaard i Vandel, hvorfra ledelsen af landbruget fik hovedkvarter. Her stod blandt andet en besætning på 30 køer og nogle svin.

Ritmester Brix blev i øvrigt i Danmark helt til 1947 og han betegnedes som en meget flink mand.

Karen og Axel Degn Johansson fra Lundby på Sjælland besøgte Lokalarkivet i Vandel ultimo september 2012, hvor de fortalte følgende om Rygbjerggaard.

Axel fortæller, at hans far Axel Verner Johansson, svensk født i 1915 og tidligere ansat hos godsejerne Skov på såvel Ll.- som St. Grundet ved Vejle , var forvalter på Rygbjerggaard i 1944-45, mens tyskerne havde besat området.

Han arbejdede for den tyske ritmester Brix, som havde ansvaret for driften af hele landbruget, på alle de ejendomme, som de oprindelige ejere var sat ud af på grund af flyvepladsbyggeriet.

Axel fortæller, at denne ritmester Brix red rundt på en rød hest og inspicerede området. Brix boede på Rygbjerggaard, allerede inden den tidligere ejer Nielsine Sørensen og familie havde forladt gården.

Da ritmesteren efter nogen tid flyttede op i Vandel by på den såkaldte Centralgård, hvilket tyskerne kaldte Lindegaard og hvorfra det var meningen, at det samlede landbrug skulle drives fra, flyttede Axel far fra Ulvehøjgaard (se gårdhistorien om denne) til Rygbjerggaard.

Axel fortæller videre, at han var på besøg hos sin far på Ulvehøjgaard i sommerferien 1944 og i jul og nytår 1944/45. Han var også på besøg på Rygbjerggaard tidligt i 1945, da hans far var flyttet hertil. Her lagde han mærke til, at gården var helt nybygget (efter branden i 1938, forf. Bem.) og havde set tomten, hvor den før havde ligget ca. 200 meter mod vest.

Der var megen leben på Rygbjerggaard med et folkehold på omkring 20 personer: Axel siger, at han siden har undret sig over, hvor de mange mennesker boede, for det var tilsyneladende ikke på selve gården.

Under krigen boede Axel hos sine bedsteforældre i Linnemansgade 3 i Vejle, en sidegade til Horsensvej. Han er født i 1935 og var da næsten 10 år da de nævnte begivenheder fandt sted.

Den 26, august om natten så Axel en engelsk Lancaster flyve fra øst mod vest nord for Vejle omspændt af flammer efter at være blevet ramt af en tysk natjager. Hans bedstemor udbrød  ”Ak, de stakkels, stakkels mennesker”. Næste dag læste de i Vejle Amts Folkeblad, at Lancasteren PB 292 var styrtet brændende ned i flere dele ved Høgsholt og at fem af besætningsmedlemmerne var omkommet.

Axel Degn Johansson skriver følgende om sine besøg på Rygbjerggaard:

"Gård nr. 40, Rygbjerggård
Som det fremgår af stemplet på brevet fra Jens til far, var han og faster 30 januar fra Ulvehøjgård flyttet ind på Rygbjerggård nr. 40. Ifølge Schaiffel-Nielsen,s bog 'De tog vore hjem', boede Platzlanwirt Beix på Rygbjerggård i 1944, men må være fraflyttet, da far og Ester  flyttede ind.

Da Brix havde valgt netop denne gård til bolig, må man antage, at den har været blandt de bedste. Den var også helt nybygget på det tidspunkt.

Det er mit indtryk, at Brix interesserede sig særligt for svineavl, og den interesse havde han fælles med far.

Formentligrt har man taget hele folkeholdet med fra Ulvehøjgård, men jeg har ingen erinfring om, hvordan de var indkvarteret. En del af dem, eller alle var på kost hos Ester, og om aftenen sad de og spillede kort i folkestuen, hvor de havde spist. Det var vist med ganske store indsatser. En del mønter faldt på gulvet, hvor jeg nu og da havde taget ophold. Alt under 25 øre kunne jeg beholde, og større mønter rakte jeg op.

Efter tyskernes kapitulation begyndte de at rømme pladsen og repræsentanter for modstandsbevægelsen rykkede ind. Jeg var på det tidspunkt ikke tilstede, men Ester har fortalt, at de var temme.ig provokerende overfor det danske mandskab på gårdene, som de vel betragtede som landsforrædere. Skønt direkte ansat af tyskerne var de dog i samme situation som alle andre danske bønder, der havde deres fortjeneste ved at eksportere landbrugsvarer til Tyskland. De blev da heller ikke efter krigen dømt som værnemagere.

Sydvest dor Rygbjerggård lå den mindre ejendom nr. 37, hvor der havde været indkvarteret tyske soldater. På det tidspunkt var der em karl på Rygbjerggård, som hed Aage Bjerregård. Han og jeg gik ned til den lille ejendom, hvor tyskerne havde efterladt alt hvad de ikke kunne og skulle bære med sig. I græsset lå en lille granat. Aage tog den op og konstareterede, at det var noget farligt djævelskab, hvorpå hab smed den ind mellem træerne. Da vi gik derfra var jeg forsynet med stålhjelm, et øvelsesgevær af træ m.m., men ikke mindst lommerne fulde af små farvede øvelsespatroner. Måske var det også der, Aage fandt en pistol, som han gravede ned i grantplantningen vest for gården i en kagedåse han havde lånt af Ester. Mange år efter talte han om at forsøge at hente den, men den kun have en fremtid som ærkologisk fund. Aage har sagt, at han betragtede far og Ester som sine andre forældre. Han fulgte med til gården, som de købte på Esters hjemegn i Midtjylland og udvandrede senere til Sverieg. Hver sommer kom han dog til Danmark for at besøge sin gamle mor, samt far og Ester.

De her øvelsespatroner var ganske spændende. Når man lagde en på aljebeholderens cementdække og slog på den med en hammer gav det et gevaldigt knald. Engang ville jeg undersøge kraften på eksplosionen af en større mængde. Omme bag laden røg Ester ost i et dørslag, som hun anbragte oven i en gammel nmælkejunge, hvor der blev fyret med grankvas og lagt græs på for at udvikle ekstra røg. Da hun havde fået tænt op og sat dørslagt over jungen, listede jeg frem, lettede dørslaget og smed en forsvarlig håndfuld patroner ned i jungen. S¨å løb jeg hastigt i skjul. Kort efter lød der et mægtigt knald, og dørslag med ost forsvandt til hmmels. Nu kom Ester styrtened og skreg: "Her ligger da også djævelskab og flyder alle vegen !" Hun har sikkert troet, at hun havde samlet det sprængfarlige sammen med kvaset. Jeg vovede naturligvis først at fortælle den rette sammenhæng mange år senere.

En del tyske soldater blev tilbage for at holde vagt om fly og andet materiel. På en græsmark ud mod start og landingsbanen stod en emængde fly. Ifølge Schaiffel-Nielsen 'De tog vore hjem' et antal af 63, mest jagere og trænmingsfly. De stod der endnu, da jeg kom ud på sommerferie. Vi havde en københavnerdreng, Ole. Han og jeg var nysgerrige efter at se de mange fly og vi gik derud. En gammel børnevenlig tysk soldat gik vagt. Han spurgte, om vi havde lyst til at komme op og sidde i en jager, og det havde vi naturligvis, så han hjalp os op. Jo, krigen var fuld af oplevelser, som børn før eller siden ikke havde haft og fik.

Engang i løbet af juli måned forlod far og Ester Rygbjerggård og flyttde op til hendes forældres går i Midtjylland, hvor de boede, til de i oktober købte egen gård i nærheden. Jeg var med på flytningen, der foregik med lastbil, og jeg kan huske, at der var tankspærringer syd for Skanderborg.

Jule- og nytårskort 1944 fra Platzandwirt Brix og ditto fra et andet forvalterpar.


Ovenstående fotos er ikke helt skarpe i kopien, og nr 3 - 5 er skadede:

1) Kan tænkes at være fra Vandel station. Af de tr tørstige herrer er det min far til højre. Banemanden i midten er ekstar tørstig og har allerede sikret sig den næste bajer. Det må vel være assistent Christensen, er omtales i Schaiffel-Nielsens bog "Randbøl - Glimt af et hedesogns historie, Bind II s. 126-127.

2. Her sidder jeg med mine angorakaniner. Det må være i sommeren 1944 i Ulvehøjgårds have, for haven på Rygbjerggård var ikke vokset op endnu.

3. Ester til hest på Rygbjerggårds gårdsplads forår 1945. Hesten er ikke en rigtig arbejdshest. Kan det være Brix's røde hest hun har lånt ?.
Hvad heste angår har jeg en tydelig erindring om en lille skarprygget russerhest, som var stillet til min position. Det blev nu aldrig en succes, for hverken far eller Ester var pædagoger, og uden hjælp og det rette udstyr var forsøgene på at blive rytter omtrent som at sidde på træhesten. Hestene sorterede under en af karlene, der hes Søren, og så vidt jeg husker, sagde han op i vrede over at skulle passe bæstet.

6-7) Efter en frokost på Rygbjerggård for forvalterne.

6) Far med blankpudsede støvler på trappen i venlig omslyngning med en af de andre forvalteres koner. Han var alle dage en charmør.

7) Her er det øvrige selskab kommet ud. Kvinden til højre for damen i den lyse frakke er Ester, og dety må være mig, der titter frem bagest til højre. Den nydelige herre foran, der ligesom skiller sig lidt ud fra de to andre, kunne måske være Brix.


Nærbillede af den formodede Ritmester Brix.


Da krigen var slut overtog Statens Jordlovsudvalg under Indenrigsministeriet driften af de omkring 80 ejendomme, som var blevet beslaglagt af besættelsesmagten.

Til at bestyre disse store arealer blev ansat Karl Kaspersen som inspektør og som indrettede sig på den såkaldte Karlsmindegaarden, som han opkaldte efter sig selv. Til udførelse af det praktiske arbejde på de ca. 3600 tønder land i området, ansatte Karl Kaspersen syv forvaltere fordelt på hver sin gård i området.

På Rygbjerggard var tidligere politibetjent Hans Hansen forvalter helt til 1950, hvor han fortsatte på gården som forpagter.

På mange af de nedlagte landbrugsejendomme var der efterladt en del landbrugsmaskiner af forskellig art, som deres ejere enten ikke havde fået med sig eller havde afhændet til den danske stat ved beslaglæggelsen.

Urmager Antonsen, Blåbærhus ved Sødover, var en ung mand i området på den tid. Han har fortalt, at han havde set hvorledes mange af disse maskiner og vogne blev slæbt af en stor militær lastbil, hvor de var bundet efter hinanden i en lang række, op ad grusvejene til blandt andet Rygbjerggaard for opmagasinering.

Det var vel og mærke danskere, som udførte dette arbejde. Efter krigen blev disse tiloversblevne maskiner m.v. bortauktioneret ved en auktion på Rygbjerggaard.


1950
Forpagter Hans Hansen 
Som nævnt var Hans Hansen forvalter på Rygbjerggaard efter krigen, men da Statens Landbrug i Vandel ophørte i 1950, overtog han forpagtningen af Rygbjerggaard.

Gården blev tildelt ca. 450 tønder land landbrugsjord hovedsageligt syd for de nye danske banesystemer. Disse blev bygget i 1950 samtidigt med oprettelsen af den nye danske flyvestation Flyvestation Vandel.

Her fik gården tildelt bygningsnummer 148, dog fik den ældre vestre længe nr. 150.

Hans Hansen var forhenværende politibetjent.

(Yderligere oplysninger om Hans Hansen savnes).



1959
Forpagter Gunnar Olesen
Gunnar Olesen er fra Brændskov ved Tylstrup i Vendsyssel.

Han blev født 25/3 1923 som søn af Christen Jensen Olesen og hustru Juliane Marie Jørgensen. Faderen blev 94 år, men moderen kun 60 år gammel.

I 2012 fortalte Gunnar Olesen følgende om sit liv.

Jeg gik i skole 6 dage om ugen i vinterperioden og 2 dage om ugen om sommeren. Om efteråret blev vi sendt ud at samle kartofler i stedet for at gå i skole. Skolelæreren hed Bækgaard.

Da jeg var 13-15 år stod jeg og læssede møg på Storgaard, da jeg så et norsk passagerfly blive skudt ned af et tysk jagerfly. Det norske fly lavede et meget stort hul i jorden og jeg så at afrevne arme og ben lå spredt ud over det hele.
Det gjorde et stort indtryk på mig.

Derfra kom jeg ud at tjene på Meldegaard. Mens jeg var der, så jeg en annonce i Herregårdenes Adressetidende, at man søgte en landvæsenselev på Sydfalster. Jeg fik stillingen og tog derover.

Senere kom jeg til Knuthenlund ved Stokkemarke på Lolland, hvor jeg var i 5 år. I slutningen af krigen kunne man derfra se lysglimt, ja hele himlen oplyst, i retning mod Hamborg, som følge af de allieredes bombardement af byen.

Herfra var jeg på flere forskellige større gårde, inden jeg i 1948 ? fik plads hos godsejer Flemming Juncker på Overgaard gods nord for Randers. Han havde gang i mange spændende ting og havde mange gode ideer, som dog ikke alle blev ført ud i livet.

Her traf jeg Gudrun, som havde plads som husjomfru i stuehuset.
Hun blev min kone.


Gudrun Christiansen var fra Vester Hjermitslev sogn, Hvetbo herred i Hjørring Amt. Hun var født 6/12 1920 som datter af Dorthea Marie Nielsine Larsen (21 år), Hjermitslev mark og Adolf Christiansen af Vredsted.

Gunnar Olesen fortæller videre, at de rejste til Jensgaard ved Horsens, hvor han havde fået stilling som forvalter.

Medens de var her, blev Rygbjerggaard udbudt i forpagtning med omkring 450 tønder land landbrugsjord. Der var møde herom i Herning, hvor Gunnar Olesen vandt licitationen. Forpagtningsafgiften blev fastsat i korn, således at der skulle erlægges 3,4 tønder byg pr. hektar årligt.

 Han hørte en mand sige ”det klarer han aldrig”. Men det gik dog.

Gunnar Olesen fortsætter sin fortælling.

Rygbjerggaard var fuldstændig tom, da vi overtog den.

Dog stod der en traktor og en bugseret mejetærsker. Jeg måtte ud at købe maskiner og var helt i Belgien for at se om man kunne få dem billigere der.
Vi dyrkede vi kartofler de første to år, så holdt vi med det. Der var alt for mange sten i jorden. Det havde været lettere at samle stenene i kasserne i stedet for kartoflerne.

Jorden var slet ikke i drift og var meget sandet. Den havde hverken fået kalk eller gødning i mange år.

Jeg såede derfor agerhejre. En plante som selv producerer kvælstof og var god at pløje ned som gødning.

En dag kom der en kvægbonde fra omegnen og ville købe noget af agerhejren som foder til sine køer, fordi han selv havde for lidt foder. Vi blev enige om en pris og jeg fik en check på beløbet. Den viste sig at være dækningsløs.

Udover stenene i kartoflerne var der mange store sten i markerne, som vi fik samlet en del af i begyndelsen. En stor dynge. En dag kom der en entreprenør eller vognmand og ville købe dem.

Vi blev enige om en pris og han hentede stenene. Jeg fik en check på beløbet og den viste sig også at være dækningsløs. Således mistede vi over 10.000 kr. de første to år på Rygbjerggaard.

Det var hårdt
.
Efterhånden gik det bedre.

Hvert år pløjede jeg halmen ned for at skabe mere humus og jorden blev kalket. I mange år havde vi forskellige afgrøder, rug, havre, byg og lidt frøgræs.
De sidste tyve år var der udelukkende byg.

Slutter Gunnar Olesen sin fortælling om landbruget i hans tid på Rygbjerggaard.


De der har fulgt driften af Rygbjerggaard gennem disse mange år har set, at Gunnar Olesen var en dygtig og energisk landmand.

Som følge af den årlige nedpløjning af halmen, som han nævnte ovenfor, sammen med tildeling af fornøden kalk og gødning, øgedes markens udbytte år for år på trods af den lette uvandede sandjord.

Kvælstofgødningen blev i reglen tilført som flydende ammoniak, som Gunnar selv nedfældede med egen nedfælder på traktoren.

Flydende ammoniak ”holder” lidt bedre end anden gødning i tørke.
 
Men naturligvis ramte tørkeperioder, som eksempelvis midt i 1970’erne, Rygbjerggaard ligeså hårdt her som andre steder i de vestlige egne.

Gunnar Olesen var altid meget tidligt på færde i foråret, når afgrøderne skulle sås. Det kunne lade sig gøre på grund af den lette jord, som til gengæld kvitterede for den tidlige såning, fordi vinterens jordfugtighed derved bevaredes i et tørt forår.

Han og familien drev gården næsten uden medhjælp udefra. Dog var Carl Højmose fra Randbøldal næsten fast medhjælp i mange år. Han sås ofte forår og efterår samle sten på de uendelige marker, tonsvis af sten. Carl Højmose døde i 1983.

I høst kørte gårdens to gule Clayson mejetærskere lige efter hinanden med henholdsvis Gunnar på den ene og Gudrun på den anden som mejetærskerfører, mens de efterhånden store børn kørte korn fra i lastbiler eller på traktor med vogn.

Afgrøderne opbevaredes i størst muligt omfang på gården efter høst, så de kunne sælges når prisen i løbet af vinteren var bedst. Gunnar Olesen byggede egenhændigt lagerfaciliteter til kornet med tilhørende plantørreri.

Gunnar Olesen reparerede selv sine landbrugsmaskiner og de nævnte lastbiler.

I de første år var det hovedsageligt markerne syd for landingsbanerne, der hørte under forpagtningen, men fra omkring slutningen af 1960’erne tillagdes også markerne på den nordlige side af banesystemerne, hvorved det dyrkede areal udvidedes betydeligt.

Fra 1988 da Hans Jessen på Vestengaard opsagde sin forpagtning der, overtog Gunnar Olesen også jorden som hørte til Vestengaard. 

I sidste halvdel af 1970’erne anskaffede familien sig et par rideheste af racen Dansk Varmblod. Foruden børnene gik også Gudrun til ridning på den nærliggende Møllebjerg Rideklub i Lindeballe.

Hestene indgik i avl og snart voksede hestebestanden med de tillagte føl. Hestene var kårede og fik gode bedømmelser i hesteavlsorganisationen Dansk Varmblod.

Familien.
Gudrun og Gunnar Olesen fik  børn.
Ove, Arne, Berit,  Lena og Mogens.
Gudrun fik kræft og døde 23/9 2002. Hun ligger på Hammer kirkegård i Vendsyssel ikke langt fra begge ægtefællers barndomshjem.

Da Flyvestation Vandel blev udbudt til salg som følge af forsvarsforliget af 1996 og påfølgende lukning, måtte Gudrun og Gunnar Olesen forlade Rygbjerggaard efter 40 års forpagtning. I foråret 1999 begyndte Gunnar derfor at sælge ud af sine landbrugsmaskiner.

Stuehuset på Rygbjerggaard set fra vest år 2003. Foto N.M. Schaiffel-Nielsen.


Gårdspladsen set fra sydøst. Stuehuset ligger til højre (skyggen) år 2003. Foto N.M. Schaiffel- Nielsen.


Den vestre længe med gårdspladsen til højre år 2003. Foto N.M. Schaiffel-Nielsen.


Den for sig selv liggende vestlige længe med maskinhus bag træet. Nummeret på væggen var Flyvestation Vandels bygningsnummer.
Foto N.M. Schaiffel-Nielsen.



Kilder og henvisninger.
- Landsarkivet for Nørrejylland
- Randbøl Sogns Lokalarkiv og Museumsforening
- Randbøl Sogn gennem tiderne, 1983
- Vejle Amts Årbog 1931/I
- Folketællinger og kirkebøger
- Gunnar Olesen, Vandel
- Kristian Iversen, Vandel
- Henry Hofmand Nielsen, Skærbæk
- Axel Sørensen, Give
- N.M. Schaiffel-Nielsen
- Axel Degn Johansson, Lundby